Yoki – Flugten fra Kendo: Karate Kid møder Mulan

Yoki, Lars Bøgeholdt Pedersen, Bogoplevelsen

Anmeldereksemplar

Lars Bøgeholt Pedersens første bind i historien og Yoki er vanedannende god karatelitteratur.

Yoki blev efterladt foran Kendo-instituttet som 3-årig. Siden da har han kæmpet bragt for sin plads; både i plejefamilien og på kampskolen. Da den endelige kamp skal stå kulminerer indestængte følelser og hemmeligheder, og pludselig er Yoki på flugt. Han får uventet hjælp af en komplet fremmed pige, Niko, der grundet lige dele had og ære træder til som hjælp og støtte i nødens stund.

Historien om Yoki og Niko er fortalt med tempo, nerve og intensitet; det er Karate Kid møder Mulan, hvor kampscenerne får lov at fylde og drive historien frem. Det er svært at lægge bogen fra sig, og den slutter (selvfølgelig) på klimaks. Der er dejligt besnærende. At læse en historie, som foregår i så fremmed et miljø som denne, giver også et eksotisk præg på oplevelsen. Det er dejligt forfriskende og forløsende, at læse om noget så anderledes. Men denne anderledeshed er muligvis også grunden til, at de første kapitler kan virke en smule forvirrende, men når persongaleriet er præsenteret, da flyder historien let.

Det er med andre ord en klassisk historie om plejeforældre, ung kærlighed og jagten på sandhed. Bøgeholt fortæller godt og læsevenligt med korte kapitler og luft på siderne. Helt kapitel indledes med et sort opslag, hvor titlen er skrevet med en asiatisk ligende font med et kinesisk skrifttegn nedenunder. Bogen kommer i et lille, kompakt format med hardcover. Det er et lækkert og gennemarbejdet, og gør at bogen vil blive taget alvorligt, og dermed udvides målgruppen. Bogen kan læses fra 10-årsalderen og helt op i udskolingen, hvor særligt læsetrætte og -udfordrede børn vil finde stor glæde ved denne bog.

Der er ikke så meget andet at sige: det er en god bog, som anbefales varmt til PLC’er og familiehylden.

Læs “Yoki – Flugten fra Kendo” af Lars Bøgeholt Pedersen, hvis du

  • vil læse bøger med tempofyldt indhold
  • elsker seriebøger
  • er vild med asiatisk kultur.

Det er en god bog – må der hurtigt komme en efterfølger. Så bliver den også nemmere at sælge til målgruppen.

Lars Bøgeholt Pedersen, “Yoki – Flugten fra Kendo”, Pronto, 2017, set til kr. 149



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *