Om bogoplevelsen

Der er så mange gode romaner, noveller, kortprosatekster, billedbøger, børnebøger, ungdomsromaner. Ja, der er så meget godt undervisningsegnet litteratur, og der kommer hele tiden nyt. Det kan synes umuligt at holde styr på. Det får jeg dagligt, og i særdeleshed i prøveperioderne, syn for. Hvilken novelle, kortprosatekst, kortfilm kan gå under hvilket mål eller fordybelsesområde. Og den forfatter, du ved nok, hvad er det nu, som han har skrevet?
Det er svært at navigere i. At huske det hele, når det gælder. Så derfor har jeg lavet denne hjemmeside for at have en portofolio. Til mig selv; og til dig, som vil kigge mig over skulderen.

Jeg hedder Mette Sofie Kirkedal. Jeg er uddannet lærer i 2010 med linjefag i dansk, matematik, biologi og natur/teknik. I 2013 blev jeg uddannet cand.pæd.didak.mshp.dansk med specialet “Den fortællende app; analyser, definitioner og perspektiver på billedbogen udformet som app til iPad”. Billedbøger og anderledes digitale måder at udgive bøger på er derfor min spidskompetence.

Danskfaget er mit hjertebarn. Min passion, min tidsluger. Og jeg glæder mig til at dele den med dig, for bogoplevelsen vokser i undervisningen.

//Mette Sofie Kirkedal

Kontakt: kontakt@bogoplevelsen.dk