Tag gaden tilbage: Om at ville andet og mere end Hirtshals

Tag gaden tilbage, Sanne Munk Jensen, Sarah Engell, Bogoplevelsen

Anmeldereksemplar

Sarah Engell og Sanne Munk Jensen er et råt makkerpar, der forløser hinanden på allerfineste vis.

Polly starter på gymnasiet inde i Hjørring. Det er store sager, at skulle tage toget hver morgen ind til den store by, hvor alt pludselig synes muligt. Men med den nyfundne frihed og uendelige muligheder følger også skyggesiden. Et afgrundsdybt hul, som kan synes umuligt at komme op af igen.

I “Tag gaden tilbage” er skumsprøjt, voldsomme vinde og lugten af friskfanget fisk at finde i passende mål. Lyden af en kutter, som klukker, larmen fra fileteringsbåndet og den rasende blæst og roen på stranden en vindstille dag er også at finde.

Men i bogen er også Gaden, som vi kender den; den pulserende varme fra varmelamperne og de andre gæster, lugten af sved, alkohol, parfume, cigaretter, urin. Indrammet af 7-Eleven i den ene ende og Maximbar i den anden. De dunkende beats og de glade stemmer. På en og samme tid dragende og skræmmende.

Polly må finde sig selv i spændet mellem provinsen og Aalborgs natteliv. Hun må lappe sig selv sammen, når alt går galt. På samme måde som hun syer sit eget tøj: Hun bliver til Polly. Pigen fra provinsen med længsler, ønsker og drømme. Men hun bliver nødt til både at besøge Gaden, havet, de ensomme veje oppe omkring Tornby og Norge, før de forskellige Polly’er lander i den Polly, som hun hele tiden har været bestemt til at være.

Skildringen af Hirtshals-Hjørring-Aalborg – hver især og i et indbyrdes forhold – er præget af en akkuratesse, som er på det nærmeste tårefremkaldende. Det er virkelig, virkelig godt skrevet. Persontegningen er rammende, og følelserne er autentiske. Det er en fornøjelse at læse.

Polly er sej, en fighter og værd at bruge tid på. “Tag gaden tilbage” er dansk ungdomslitteratur i særklasse. En af de bøger, der rammer allerdybest og allerhårdest. Må den blive læst af mangt et ungt menneske. Engell og Munk Jensen er et makkerpar i særklasse.

Læs “Tag gaden tilbage”, hvis du

  • vil fornøjes af en hjerteknusende historie
  • kan genkende dig selv i provinspigen med intens længsel
  • mangler en bog, du kan anbefale andre.

Jeg blev rørt på flere planer af Polly. Må hun gøre det samme ved mange andre.

Sarah Engell og Sanne Munk Jensen, “Tag gaden tilbage”, Gyldendal, 2019, set til kr. 149,95