Når man forveksler kærlighed med en saks: om for mange tomme vinglas og selvskadende adfærd

Når man forveksler kærlighed med en saks, tomas lagermand lundme, bogoplevelsen

“Når man forveksler kærlighed med en saks” er årets mest oplagte bud på et hovedværk til læsning på 9./10.klassetrin.

Drengens mor er psykisk syg og drengens mormor dement. Drengen selv kaster op og kradser sig på hænderne til det bløder. De ligner hinanden. Indeni og udenpå.

“Alle hans kvinder er væk. Mormor, mor. Men jeg er her. Med langt hår og mors mund, mormors øjne. På den måde kan jeg blive elsket. I stumper og stykker.” (s. 126)

En dag går det helt galt med moren, og drengen må flytte hjem til sin mormor og morfar. Mens drengen bor hos sine bedsteforældre dør hans mormor, og drengen og morfaren må nu finde ud af at leve sammen kun de to.

Bogen foregår på to planer. Der er et “nu” og et “dengang”. “Dengang” er historien om drengen og morfarens kamp for at få et nogenlunde liv på rudimenterne. Men med bogens “Nu” er det tydeligt, at det ikke var løsningen for drengen og morfaren at bo sammen, for drengen lever nu i København hos sin noget ældre kæreste Mads. Store, dejlige Bjørne-Mads, der elsker drengen. En kærlighed som drengen ikke kan tage imod. Drengen rakker derfor på må og få rundt i København med selvdestruktion som formål.

Der er barske og brutale sexscener, der er mennesker beskrevet som dyr, der er en spilledåse, der er skildringer af det homoseksuelle miljø i København, der er voldsomme beskrivelser af selvdestruktiv adfærd, der er prostitution og der er en alkoholisk mor. Men mest af alt er der et væld tomme pladser. Et væld af usagte ting og oceaner af fortolkningsmuligheder.

Tomas Lagermand Lundme har et formidabelt og fabelagtigt sprog, hvor sætningerne er korte, kontante og registrerende. Læseren får intet foræret; udover en række spørgsmål og en knude i brystet.

Det er litteratur i særklasse, og det er en læseoplevelse, der sent vil blive glemt. En læseoplevelse man skal unde sig selv og sine elever. Den skal læses i fællesskab, da bogen behøver guidning for at få forløst sit fulde potentiale eksempelvis i forhold til at læse med fordobling.

Læs “Når man forveksler kærlighed med en saks”, hvis du 

  • vil glædes over sproglig overlegenhed
  • ønsker at finde nyt og spændende materiale til undervisningsbrug
  • vil læse en bog, der rører

Bare læs den. Og læs den bagefter med dine elever i folkeskolens ældste klasser eller i gymnasieskolerne. 

Tomas Lagermand Lundme, “Når man forveksler kærlighed med en saks”, Gyldendal, 2016, set til kr. 199,95

(Bogen er tilsendt med henblik på anmeldelse fra forlaget)