Kraken: om et søuhyre skåret i papirklip

Anmeldereksemplar

Simon Bukhaves papirklip klæder Benni Bødkers dystre hjerne umanerligt godt

Marius far vendte ikke tilbage fra en havekspedition. Det eneste, som kom hjem fra ekspeditionen, var en flok rablende gale mænd i spændetrøjer. Marius giver ikke sådan op, så han drager med eftersøgningsholdet ud på havet, hvor han sammen med de andre må stå ansigt til ansigt med alle sømænds største frygt: Kraken. 

Bødker kan – som ingen anden – skrue denne type historie sammen; det er nørdet, klogt og med overtro som fikspunkt. For ikke at tale om den suspense han bygger op over forholdsvis få sider og et letlæseligt sprog. 

Historien kunne sagtens stå alene, men her har Bødker givet fuld skrald på bogeffekter, -lir og -kvalitet; hardback, stofryg, kapitælbånd, læsebånd, guldprægnering. Det er en lækker, lækker, lækker bog at holde i hånden, og den fortæller barnet, at historien er vigtig og værd at læse. 

Men dér, hvor denne bog i særhed adskiller sig fra mængden, er Simon Bukhaves mageløse papirklip. Med lige dele vantro og forundring måtte jeg travle internettet igennem for at verificere, at de ikke var tegnet. Den er god nok: hver enkel streg er omhyggeligt skåret/klippet. Hvilken tålmod og hvilken teknik. At de samtidig er fantastisk afstemt indholdet og understreger den mørke, dystre og klaustrofobiske stemning gør, at bogen fremstår som et fuldkomment hele. 

Bødker, Bukhave og bogwizarden Malene Hald har sammen skabet et særligt gennemarbejdet værk i børnelitteraturen – og jeg vil vove den påstand, at en mere helstøbt bog ikke bliver udgivet i 2019. 

Læs “Kraken” af Benni Bødker fornemt flankeret af Simon Bukhave, hvis du vil

  • læse en god historie
  • overvældes af godt boghåndværk
  • overbevise et barn om litteraturens berettigelse. 

Jeg har ikke flere superlativer, så jeg kan kun anbefale den vidt og bredt. 

Benni Bødker og Simon Bukhave (ill.), “Kraken”, Corto, 2019, set til kr. 249