Hjælp jeg er en snemand: en uhyggelig julehistorie

Ellen Holmboe, Hjælp jeg er en snemand, Bogoplevelsen

Ellen Holmboe, Hjælp jeg er en snemand, Bogoplevelsen


Ellen Holmboes “Hjælp jeg er en snemand” er klaustrofobisk julelæsning.

[Anmeldereksemplar]

Nis Hviid-Juhl elsker julen (kan man andet med det navn?!). Han får julens hjerte af julemanden, fordi julemanden har opgivet at skabe en jul, der er næstekærlig og ikke reklameincireret grådighed. Men det gør drillenissen rasende, for det julehjerte var forudbestemt til ham. Derfor tager han – selfølgelig – hævn, og Nis forvandles til en snemand, mens nissen tager Nis plads i hjemmet. Plusgraderne kommer, og det bliver en kamp for Nis at overvinde drillenissen, når han står frosset til jorden.

“Hjælp jeg er en julemand” en klaustrofobisk dobbeltgængerhistorie, hvor julen tages som gidsel og bruges som afgørende tidsfaktor. Tænk at holde jul i haven, som en smeltende snemand, mens familien holder økologisk veganer jul. Det er ligedele skræmmende og morsomt, og Ellen Holmboe skriver godt. Sproget flyder og indholdet er fyldestgørende – på trods af at bogens lix kun er 18. Bogen kan læses af de niårige, men indholdet kan strække sig til at ramme de 14-årige også. Både fordi historien er god, sjov og spændende, men også fordi det er en atypisk julehistorie. 


Lasse Bekker Weinreich er illustrator på bogen – og hvilken illustrator. Tegningerne er minimalistiske i deres udtryk, hvor de er holdt i sort/hvid og med udpræget brug af det negative rum. Det er super effektfuldt og fint afstemt til bogens location, som er i et snelandskab. Hvert kapitel startes med et illustreret opslag, hvor kapitlets nummer og titel er påført. Illustrationen viser, hvad kapitlet indeholder. Enkelte steder er flere tegninger smukt støet ud over siderne. Det er flot, gennemarbejdet og giver en fuldkommen læseoplevelse.

Timingen er måske ikke den bedste – bøger med julestemning gør sig bedst i december. Men et er sikkert – bogen skal findes frem igen om et halvt år, når vi nærmer os december. Den kan bruges både som oplæsning i hjemmet og i klassen (den har tolv afsnit – rimelig smart antal i skoleregi). Den kan også bruges som selvstændig læsning, og så kan den bruges som udgangspunkt for undervisningen i december. Hvis børnene kan klare det…

Læs “Hjælp jeg er en snemand” af Ellen Holmboe, hvis du 

  • Er mellem 9 og 14 år
  • Søger en god og ond julehistorie
  • Vil skræmme barnet – bare en lille smule. 

Det er en flot og gennemarbejdet bog, der i sandhed fortjener udbredelse mellem klejnerne, gavepapiret og det ofte sporadiske snefald. 

Ellen Holmboe og Lasse Bekker Weinreich (ill.), “Hjælp jeg er en snemand”, Løse Ænder, 2017, set til kr. 250