På flyvetur med Alf og Dora: en hyldest til den danske natur

På flyvetur med Alf og Dora, Karen Borch, Bogoplevelsen

Anmeldereksemplar

Karen Borch rimer og illustrerer sig gennem den danske natur, så man bliver varm om hjertet. 

Nu stiger morgensolen op,

og Dora vågner glad.

Hun har sovet som en sten

på et lille blomsterblad.

I et hop er hun til vejrs

og svæver rundt

på sarte vinger.

Hun tænker spændt,

hvad vil der ske?

Ja, hvad mon dagen bringer. 

 

En markvalmue stråler rødt,

så bien lader sig lokke,

men Dora har sin egen plan

slet ikke til at rokke.

Hun skal ud på flyvetur

og ha’ alfevennen med,

så hun må se

at lede efter ham,

han må jo være her et sted. 

Dora finder sin alfeven i en edderkoppeseng, og sammen flyver de to alfer fra skov til mark henover overdrev og skov, hvorefter stranden og skumringen også får et besøg. Bogen starter forsigtigt med et kig til sommerfuglene og deres habitat, hvorefter Alf og Dora flyver videre og større økosystemer udforskes. Det er alle afkroge af den danske natur, som bliver udfoldet; fra skovmejeren over storkenæb til hjertemuslinger og flagermus. Intet er for småt til at få en særlig plads i bogen. Og det er lige til at blive national romantisk af. Det er altså fint og helt særligt.

På flyvetur med Alf og Dora, Karen Borch, Bogoplevelsen

Hvert opslag har en kant på højre og venstre side, hvor digtene står, og henover midten sprudler naturen. Det myldrer af liv, som flittigt bliver iagttaget af de to alfer, som (næsten) altid flyver ind på opslaget i øverste venstre hjørne og ud i nederste højre hjørne. Det giver en fin bevægelse henover opslaget og gennem hele bogen, som står de og tripper for at trække barnet med videre til den nye type af natur.

Alle dyr og planter har fået deres navn trykt i sin umiddelbare nærhed, og derfor kan den voksne eksempelvis skelne mellem fløjlsgræs og bølget bunke. En vigtig og fin detalje, som også gør bogen brugbar, når den bruges ude i felten. For ud; det skal den. Bogen er nemlig et fabelagtigt værktøj til institutioner, børnehaveklasser og indskoling. Den fordrer leg med sproget i smukt samspil med naturen. Den muliggør æstetiske læreprocesser og naturoplevelser i særklasse. Den kan kombinere leg og læring, hvis den bruges som håndbog. Men allervigtigst: Børnenes egen nysgerrighed får lov at blomstre sammen med Alf og Dora.

På flyvetur med Alf og Dora, Karen Borch, Bogoplevelsen

Jeg må afslutningsvis bemærke mit barns entusiatiske jagt efter den lille troldelignende skikkelse, som er på alle opslag. Han går og samler naturen i sin lille trækvogn, men han bliver ikke nævnt med et ord i bogen. Han har sin egen historie, der for det lille barn vokser og faktisk er vigtigere end historien om Alf og Dora. Det er da også særligt.

Læs “På flyvetur med Alf og Dora” af Karen Borch, hvis du 

  • arbejder i en børnehave
  • vil bringe sprog og natur tættere sammen 
  • ønsker at blive ramt af patriotiske følelser. 

Borch hyldet til den danske natur er en helt særlig oplevelse. Den skal pakkes i tasken og opleves i sit rette element: naturen. 

Karen Borch, “På flyvetur med Alf og Dora”, Gyldendal, 2018, set til kr. 149.95