Anden klasses historier: når en bog overrasker

Anders Høgild, Anden klasses historier, Adam O., Bogoplevelsen

Anmeldereksemplar 

Anders Høgilds “Anden klasses historier” gør med stil Ole Lund Kirkegaard kunsten efter.

“Da jeg begyndte i 2. klasse, tænkte jeg, at det nok ville blive næsten ligesom 1. klasse. Vi skulle stadig have regning og skrivning og den slags, altså ikke noget særligt. Så 2. klasse ville nok være akkurat lige så kedelig som 1. klasse. 

Men er du gal mand, hvor tog jeg fejl. Helt utrolig meget fejl. 2. klasse var hverken almindelig eller kedelig”. 

Sådan starter historien om 2.c – en klasse med gang i. Intet er som forventet, og så er det alligevel helt forudsigeligt. For det er sure lærere i en kedelig forstad på en kedelig kommuneskole. Men det er også fantasi, fantastiske fortællinger og fabelagtige unger.

Det er en moderne Ole Lund Kirkegaard med alt, hvad der hertil hører. Det er fantasy i sin reneste form ledsaget af humoristiske indslag – ofte på de voksnes bekostninger. Det er Lille Virgil, Gummi Tarzan og Frode i nye klæder. Børnenes fantasi får lov at blomstre og frem kommer både sørøvere og kullergøjer godt fulgt på vej af en her masse japanstænger – plukket af en busk, forstås. Det er sprudlende og underholdende. Det praler ikke. Det er bare. Og sådan kan en bog også fungere fortræffeligt.

Anders Høgild, Anden klasses historier, Adam O., Bogoplevelsen
Anders Høgild, Anden klasses historier, Adam O., Bogoplevelsen

Det er dog svært at afkode, hvornår en historie slutter og en ny begynder. Her kunne Adam O.s fine illustrationer være tildelt en større rolle, således historierne var blevet adskilt med en illustration. Det ville også ha’ hjulpet på læsbarheden. Det er tydeligt at se, at dette er udeladt, således den i formen også minder om Kirkegaards bøger, hvor illustrationerne er strategisk spredt ud over bogen, og nye historier kun adskilles med en overskift. Det giver dog desværre i denne udgave et uoverskueligt præg til en ellers hæderlig bog, der gør mesteren kunsten efter på en habil og kompetent måde.

Det er virkelig sjovt, og jeg vil varmt anbefale den til alle PLC’er. Den er oplagt til både selvstændig læsning og oplæsning i indskolingen – så glider både læsningen og madpakkespisningen også lidt nemmere.

Det var en overraskelse at åbne denne bog – det var på ingen måde, hvad jeg havde forventet. Og sådan kan man jo blive glædeligt overrasket.

Læs “Anden klasses historier” af Anders Høgild, hvis du

  • er barn fra 6 år  
  • var (og er) vild med Kirkegaards univers 
  • har et barn i skolealderen.

Det er dejligt at læse en god historie, hvor børns fantasi og skøre påfund får lov at fylde på denne måde. 

Anders Høgild og Adam O. (ill.), “Anden klasses historier”, Calibat, 2017, set til kr. 149,95



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *