Tidslinjen: en fantastisk historiebog

Peter Goes, Tidslinjen, Bogoplevelsen

Anmeldereksemplar

Peter Gros fortæller verdenshistorien på fornem vis. 

Denne store blå bog fortæller historien om vores verden, som vi (måske) kender den. Den starter med Big Bang og slutter med Je Suis Charlie. Alt her imellem er tegnet med en detaljerigdom, der opfordrer til fordybelse, grin og vidensbegær.

På titelbladsopslagets venstre side er Big Bang illustreret og ud fra dette går en sort sky, der forstsætter hele bogen igennem. En tidslinje skabt i slipstrømmen på og af røgen fra Big Bang. En røg, der bliver til både bjerge, byer, have og tsunamier. Det vrimler med detaljer i denne bog, der glimrer ved at være utrolig enkel i sin tegnestil. Det sorte får lov at fylde, og enkelte steder tilføres små stænk af rødt, blot og gulorange. Som eksempelvis ved Andy Warhols ikoniske Campbells tomat soup eller det russiske flag med hammer og sejl. Teksten fremstår også som en del af det vrimleudtryk, som bogen har. Teksten står rundtom, indeni, ovenpå, ved siden af og nedenunder billederne og tidslinjen.

Det er smart at lave verdenshistorien som en vrimlebog, for historien er en broget samling af tendenser, tanker, påfund, mennesker, opfindelser, natur og kultur. Alt sammen holdt sammen af tiden, der går, en jord, som drejer, og stjernestøvet fra Big Bang. Her illustreret som den sorte linje horisontalt midt på hvert opslag, der starter og slutter præcis samme sted på hvert opslag gennem hele bogen. Lækker detalje.

Peter Goes, Tidslinjen, Bogoplevelsen

Det er smukt, utroligt og helt, helt særligt. Der hvor prikken sættes over i’et og bogen formår at udfylde sine egne (vældig ambitiøse) sko er afslutningen på tidslinjen, for den afsluttes ikke blot ved udgangen af et opslag, men i stedet midt på oplagt rundt om kolofonen, hvor små figurer bringer ting til tidslinjen (eksempelvis en vindmølle), og en står og maler den sorte linje videre. Nederst går en gruppe mennesker i demonstration med en banner, hvor der står “Je suis Charlie”. Således er det nærliggende at læse det, som er det tegnerne, der skal føre historien videre. Det er en fremragende afslutning på en fremragende bog illustreret af en fremragende tegner.

Peter Goes, Tidslinjen, Bogoplevelsen

Skulle der hældes lidt malurt i bægeret, så er det ærgerligt, at vi ikke formår at skabe denne type bøger herhjemme. Fagbøger med ambitioner i både fortællestil og -streg. Det er ren jalousi, for wauw – det er bare et potent værk, der formår at fylde hele sit store format ud. Bl.a. fordi den tør at lade det negative rum råde. Fylde. Omkranse den sorte tidslinje, som for at fortælle læseren, at dette kun er et udsnit af verdenshistorien. Men også fordi det er utroligt, hvor lidt der skal til for at fortælle så meget, så godt. Det er en bog, som man aldrig bliver færdig med at læse.

Tidslinjen bør bo på ethvert (skole)bibliotek og børneværelse. Det er en herlig, herlig vrimlebog, som man i den grad bliver klog af.

Læs “Tidslinjen” af Peter Goes, hvis du

  • er barn, voksen eller midtimellem
  • vil læse en fagbog, der tager genren seriøst 
  • søger en bog, som du aldrig bliver færdig med at læse.

Det er en bog, der efterlader lignende bøger blegnende tilbage på hylden. 

Peter Goes, Tidslinjen – en rejse gennem historien, Forlæns, 2017, set til kr. 249,95