At blive overrasket: om at vinde DBBA

DBBA 2018, plusbog, vinder, årets bogblogger, bogoplevelsen

Sidste fredag vandt jeg året DBBA-pris – måske var det ufortjent. Jeg ved det ikke. Uanset. Jeg er glad, stolt og stadig en smule uforstående. 

Jeg tog tidligt fri fra job (læs jeg pjækkede – undskyld chefer, hvis I læser med), for at kunne nå til København til kl. 19. Der er unægteligt langt fra det meget nordlige Nordjylland til Bella Centeret, men vi nåede det; og det i god tid. Vi gik og snusede et Bogforum, som var ved at lukke ned for første dag. Der var fredagsstemning og klirrende øl. Da vi ankom til Plusbogs stand var jeg, hvis man spørger min mand, lettere hysterisk. Hvem er jeg at mænges med de bedste bloggere og forfattere i Danmark – og i øvrigt så fik mit kære barn strenge ordre på at opføre sig ekstra eksemplarisk. Arrangementet gik i gang, og hvis nogen havde vist mig et hul at kravle i, så var jeg forsvundet. For stedse. Anne Mette Hancock vandt som årets forfatter, og med hæderen fulgte Plusbogs køb af 20.000 bøger, som bliver uddelt gratis i forbindelse med julesalget på plusbog. Vild gave altså. Vild gave…

DBBA 2018, plusbog, vinder, årets bogblogger, bogoplevelsen

Og så blev det tid til årets bogblogger. Vi var fem dygtige finalister, og jeg var sikker på – som i fuldkommen sikker og overbevist om at – at vinderen i år var Maria fra Book me up, Scotty. Det ville være fortjent. Hun er dygtig og omhyggelig. Hun skriver primært om voksenlitteratur i den “tungere” ende, og hun har et enormt antal følgere. Hun arbejder med et smukt feed, og hun er humoristisk. Uanset. Det blev mig. Men en begrundelse a la (Jeg husker ikke ordret): “Hun inspirerer ikke kun målgruppen, men også forældre for ikke at tale om fagfæller”. Ja, og så kunne jeg jo godt regne ud, at det var mig. Skørt altså. Sådan virkelig. Det handler ikke om, at jeg ikke gør mig umage eller bruger tid på bloggen, men jeg er “bare” mig. Så jeg anede ikke, hvordan jeg skulle sige tak, hvordan jeg skulle tackle pludseligt at være i fokus. Jeg vil allerhest gå under radaren, hvor jeg så gør mit bedste. Men nu var jeg her. Med hæder, kram og lykønskninger. Min takketale – det er ikke en Oscar, men noget skulle jeg sige – lød noget i stil med (tror jeg):

“Jeg er skolelærer og bare skolelærer, og jeg skriver bare om børnelitteratur. Hvis vi vil ha’ at børnene skal læse, når de bliver voksne, så skal vi ha’ børnene med fra de knækker læsekoden. Vi skal ikke bare inspirere deres forældre, men også deres dansklærere. Det skylder vi dem.”

DBBA 2018, plusbog, vinder, årets bogblogger, bogoplevelsen

Jeg mener det stadig: Jeg gør det her for at inspirere fagfæller. Vi har travlt i folkeskolen, og vi har ikke tid til at læse alt den nyeste litteratur, men børnene har krav på at læse den nyeste og mest vedkommende litteratur. Både for deres egen skyld, men også hvis vi vil ha’ dem til at blive læsere. Hvis jeg med min blog kan give et hurtigt overblik over den nyeste litteratur og samtidig inspirere til mere læsning i hjem såvel som skole, så har jeg nået mit mål. Med den her pris, så er jeg allerrede godt på vej. Børnelitteraturen og faget er kommet på landkortet. TAK til Plusbog, TAK til mine læsere og alle de fænomenale forfattere, vi holder os i Danmark. Og tak, tak, tak, tak, tak til de helt formidable børn, som går rundt i verden og kun venter på at blive angrebet af en læseoplevelse.

Spørgsmålet er så, hvad jeg vil bruge mine 5000kr på. Det er et vældig godt spørgsmål. Jeg har ny lækker computer og ditto kamera. Jeg mangler ikke noget andet end tid, og den slags, det får man ikke for 5000kr. Jeg overvejer, om jeg skulle få en rigtig illustrator til at tegne mig et nyt logo. Men allermest så vil jeg bruge mine penge til at udbrede børnelitteraturen i skole og hjem. Inspireret af Pernille Ripp – en dansk kvinde, der bor i Amerika og gør lidt det samme som mig: læser et hav af børnebøger og anbefaler dem i relation til undervisningen, alt imens hun passer et almindeligt skolelærerjob – vil jeg forsøge mig med, at vi kan læse den samme bog på tværs af landet og dele læseoplevelser. På den måde får jeg lov at bruge både mit job og min blog. Hvordan det skal skæres, hvilken bog vi skal læse og hvem der vil deltage vil tiden vise. Hvis det bliver en succes, så vil jeg udvide til hele norden. Tænk om vi kunne udvide et nordisk samarbejde med udgangspunkt i børnelitteraturen.

DBBA 2018, plusbog, vinder, årets bogblogger, bogoplevelsen

Nu er det hverdag igen. Jeg skal have gang i min lille bogblog på ny oven på et hårdt efterårssemester, hvor livet som næsten-ny adjunkt på læreruddannelsen kom i vejen.

Jeg forstår det stadig ikke helt. Men. Titlen – den kan ingen tage fra mig.

Og… Sidder du og helt vildt gerne vil være med til at læse noget børne- og ungdomslitteratur på tværs af landet, har ideer eller vil bidrage, så skriv. Jeg tænker, at jeg kan bruge hjælp. Ikke blot fra mine studerende (de har ikke et valg), men også fra lærere, som er i virkeligheden.