“Syng for mig” af Sandra Schwartz er en del af Alineas serie Ung PS. Bogen er derfor let læst, men vil bringe læseglæde hos pigerne fra 11 år og opefter. Det gælder både de læsesvage, tosprogede og læsestærke piger.
Taras liv er sang. Hun synger i kirkekoret og som korpige i skolens valgfagsband. Hun har det bedst med at være i baggrunden, men en dag brækker deres lærer benet, og en ny, ung og lækker lærervikar træder ind ad døren. Herfra går alt modsat af, hvad hun forventede; og forårskoncerten er lige om hjørnet.
Ung PS pointe er, at litteraturen ikke skal være en sproglig udforing for læseren, men i stedet er fokus den gode læseoplevelse. En oplevelse, der (forhåbentlig) vil hjælpe barnet i gang med at læse mere. Derfor er historien det bærende element. Det er her, at Sandra Schwartz kan noget. Hun kan nemlig ramme pigeliv i aldersgruppen 9-15 år præcist og kærligt: Det er de store og de små følelser. Det er veninder, og det er etiske dilemmaer. Det er den første forelskelse, søskendekærlighed og pinlige forældre.
Forfatteren har lavet en playliste på Spotify, hvor de sangene fra bogen indgår. Denne kan findes på YouTube, Spotify og YouSee.
Læs “Syng for mig” af Sandra Schwartz, hvis du
- vil kunne anbefale bogen korrekt på dit PLC
- er en pige mellem 11 og 16 år
- altid er på jagt efter gode letlæste bøger
Sandra Schwartz “Syng for mig” er ikke stor litteratur til brug i undervisningen. Men det er en bog, der vil ramme mange piger i hjertekulen, og hvis vi er heldige, så vil den overbevise læseren om, at bøgernes verden også kommer hende ved. Anskaffelsesværdig er den under alle omstændigheder.
Sandra Schwartz, “Syng for mig”, Alinea, 2016 set til kr. 165
(Bogen er tilsendt af forfatteren med en rar og varm hilsen og førte til et samarbejde om en playliste)