Anmeldereksemplar
Sigurd har også taget livtag med H.C. Andersen – og det på Sigurds måde.
Vi kan ikke få nok af H.C. Andersens historier. Vi lapper dem i os, og vi tvinger dem ned i halsen på vores børn. Det er kulturhistorie – så selvfølgelig skal vi gøre det. Nu har Sigurd også forsøgt sig. 31 eventyr har han taget under kærlig behandling. Bind 1 er de “børnevenlige”, som han selv kalder dem, mens bind 2 er de mere alvorlige og komplekse eventyr. Hertil kommer, at han har komponeret 12 nye sange og suppleret med to af H.C. Andersens egne.
Sigurd Barrett skriver i forordet:
Undervejs i arbejdet traf jeg nogle svære valg, fx at droppe ordet “klæder” og i stedet skrive “Kejserens nye tøj”. Det er muligvis helligbrød for nogen, men jeg står på mål for mine valg, for jeg Sunes, fortællingen og den indhold er vigtigere. (…) Luger man lidt ud i de forældede ord, fremstår fortællingen klarere og tydeligere for moderne børn (…).
Dette viser sig på følgende måde i Nattergalen. Jeg tager denne historie igen af to grunde:
- Det er en af mine favoritter
- Sammenligningen med gårdagens H.C. Andersen-fortolkning af Josefine Ottesen bliver nemmere for mine læsere.
H.C. Andersens original:
I Kina ved du jo nok er kejseren en kineser, og alle de han har om sig er kinesere. Det er nu mange år siden, men just derfor er det værd at høre historien, før man glemmer den! Kejserens slot var det prægtigste i verden, ganske og aldeles af fint porcelæn, så kostbart, men så skørt, så vanskeligt at røre ved, at man måtte ordentlig tage sig i agt.
Sigurds udgave:
I Kina boede der engang en kejser, som var så mægtig, at det halve kunne have været nok. Han boede på verdens smukkeste slot, og selv om det var kæmpestort, var hele slottet lavet af porcelæn. Slottet havde været ufattelig dyrt, og alle som kom derhen, måtte passe på, det ikke gik i stykker.
Han har ret: Jeg krummer en lille smule tæer. Jeg mangler eksempelvis den vigtige førstesætning: “I Kina ved du nok er kejseren en kineser”. Det hedder også “Den lille pige med svovlstikkerne” og ikke “Den lille pige med tændstikkerne”. Og kejseren får nye klæder og ikke nyt tøj. Bøgerne og litteraturen giver læseren – udover gode historier – så er det sprog. Litteratur stimulerer vores sprog, udvider vores ordforråd og gør os bedre til at at kommunikere. Når alle svære eller specielle ord luges ud, da bliver sproget fladt og fattigt. Og det er i sandhed smerteligt. Der må også være nogen fra Dansk Sprognævn, der slår sig i tøjlerne.
Han skal dog have den ros, at han har bibeholdt de lange, snørklede sætninger. Jeg medgiver, at sproget kan være for svært, for kludret og for gammeldags. Men noget bliver vi nødt til at holde fast i ellers giver vi køb på vores kulturarv, sprog og traditioner.
Men det er Sigurd, og han lykkes på en eller anden altid med sin onkelhumor, didaktiserende kommentarer og ikke mindst sangene. Han kan noget, og vi skal give ham plads. Børnene elsker ham. Så må min sure dansklærersjæl forlige sig med, at han det bliver på sprogets bekostning.
Læs “Sigurd fortæller H.C. Andersens eventyr”, hvis du
- har et barn, der er tosset med Sigurd
- ikke er krakilsk med troværdighed mod originalerne
- ønsker at fornøjes af Sigurds univers endnu en gang.
Sigurd kan noget – lad børnene lytte. Så kan vi tage det mere komplekse sprog, når de kommer i skole.
Sigurd Barrett, “Sigurd fortæller H.C. Andersens eventyr”, Politiken, 2018, set til kr 350 (uden sange) og kr. 400 (guldudgave)