Selma: ny fantastisk tweenserie

Puk Krogsøe, Selma, Aldrig mere venner, kærester?, Bogoplevelsen

Anmeldereksemplar

Selma er blevet uvenner med Maja. Noget med en jakke. Og det sucks – big time – for ikke nok med, at hun er en af klassens prinsesser, så er deres mødre veninder. Det eneste, Selma ønsker, er fred, men så starter en ny dreng i klassen.

Puk Krogsøe kan skrive realistiske pigebøger. Åh, hvor kan hun skrive pigebøger: Først var det Rose, så Ea og nu Selma. Hun mestrer genren til perfektion. Det er vedkommende, spændende og hjerteknusende. Hun rammer målgruppen lige i solar plexus og efter endt læsning, vil de have mere. Derfor er det fantastisk, at Selma udgives med første og andet bind på samme tid. Ren guf for PLC’et: serielæsning og et genkendeligt navn.

Man kunne mene, at det bliver trivielt med kæreste-, forældre- og venindeproblemer, men det er evigt aktuelt for piger mellem 9 og 13 år, og lysten til og efterspørgslen på denne type bøger er uudtømmelig. Når Krogsøe så udelukkende bliver bedre og bedre fra bog til bog, kan man kun bifalde denne type udgivelse.

Det eneste lille men er prisen: 200 kr. pr. stk. Jeg kunne frygte, at prisen afholder de økonomisk pressede skoler fra at indkøbe den. Når der skal prioriteres mellem bøger, så vil endnu en pigebog måske falde for noget nyt og anderledes.

Læs Puk Krogsøes “Selma 1 – Aldrig mere venner” og “Selma 2 – kærester?”, hvis du

  • var vild med Rose-bøgerne
  • er mellemtrinspige
  • vil øge læselysten på dit PLC

Må jeg anbefale varmt, kærligt og oprigtigt denne nye serie til alle mellemtrinspiger.

Puk Krogsøe, “Selma 1 – Aldrig mere venner” og “Selma 2 – kærester?”, Carlsen, 2018, set til kr. 199.95 pr. stk.

Share: