Anmeldereksemplar
Med “Sæt dansk i bevægelse” bliver det ikke mere konkret og håndgribeligt.
“Sæt dansk i bevægelse” arbejder ud fra princippet om at
“Alle børn kan lege, men ikke alle børn kan sidde stille og lytte længe” (fra tekstens bagside)
Derfor er bogens fokus læringslege til danskundervisningen i indskolingen. Der står 0.-2.klasse – men retter du målene til, da vil du også kunne bruge aktiviterne længere op gennem elevernes skolegang. Det er en dejlig positiv og inspirerende bog, der giver læseren lyst med det samme at gå i gang med at lege læringen ind.
I en travl hverdag kan det være svært at finde tid til at læse teori. Man vil i virkeligheden helst bare have konkrete eksempler til brug i praksis. Dette ønske/behov imødekommer denne bog. Indledningen og teori fylder knap 20 sider, og de resterende 110 er brugbare praksisøvelser. Det er 100 læringsmål med tilhørende aktiviteter (34 aktiviteter og 6 hele udeskoledage). Hver aktivitet har cirka tre læringsmål (der styrer legens indhold), en rekvisitliste, en forberedelsesliste og ofte også et tilhørende print på bogens hjemmeside. Bogen er opbygget efter faglig progression, således de første opgaver er afstemt til 0. klasserne, hvorefter det bliver sværere og sværere.
Bogen er gaven til de indskolingslærere, der – præcis som jeg – kunne blive meget bedre til at integrere bevægelse i undervisningen.
Nu er det bare at finde klemmer, saks og lamineringsmaskinen frem og så er du i gang med et nyt skoleår med meget mere bevægelse på skemaet. Og hvem ved – måske dine kolleger fra mellemtrinet og udskolingen bliver nysgerrige og ønsker at kigge dig over skulderen.
Læs “Sæt dansk i bevægelse – udeundervisning med 100 læringsmål”, hvis du
- underviser i 0.-2. klasse
- mangler en hjælpende hånd til bevægelse i undervisningen
- søger inspiration til varierende undervisning
Bogen er et must på ethvert PLC og ethvert forberedelseslokale tilhørende indskolingsteamet.
Bettina Lerche og Sanne L. Mürer; “Sæt dansk i bevægelse – udeundervisning med 100 læringsmål”, Dafolo, 2017 set til kr. 373,75
Pris?
Kære Dorte
Den koster 299 uden moms og 373.75, hvis det er med. Det er jo fordi Dafolo primært sælger til skoler og institutioner.
Kærligt
MS