Provinspis: en kollisionskurs i forstæderne

Ditte Wiese, Provinspis, Bogoplevelsen

Ditte Wiese, Provinspis, Bogoplevelsen

Ditte Wiese debuterer med en barsk ungdomsroman.

[Anmeldereksemplar]

Ida bor i provinsen. En vældig trøsteløs tilværelse men en far og stedmor, som råber og skriger af hinanden, en irriterende stedlillebror, et ligegyldigt fritidsarbejde i Brugsen, et håbløs kedelig gymnasium med ualmindelig intetsigende undervisning. Det eneste, som skaber lidt lys i Idas tilværelse er Jon. Smukke, kærlige og søde Jon, der uheldigvis er kærester med Julie. 

Ida kan ikke tage mod den kærlighed og hengivenhed, som tilbydes hende. Hverken fra Jon eller Daniel. Ej heller fra Julie eller de velmenende lærere. I stedet kaster hun sig ud på dybt vand og drukner sine følelser i sex, druk, stoffer og løb. Det er en destruktiv kollisionskurs, der blot eskalerer, jo flere der forsøger at hjælpe.  

Der er smæk for skillingen, og Ditte Wiese skåner ikke læseren. Der er stoffer, alkohol og sex. Alle tre dele i rigelige og detaljerede mængder. Men det bliver aldrig for meget. Det passer på Idas adfærd og til den rejse, som hun er nødt til at tage, før hun kan rive sig løs fra det hul, som Grindsted er. Følelserne går tæt på, og de er ægte. De rammer lige i hjertet og rører læseren, og på trods af Idas håbløs destruktive adfærd hepper man på hende. 

Jeg håber, at Idas rejse ender lykkeligt, og jeg håber, at Ditte Wieses forfatterrejse kun lige er begyndt. 

Læs Ditte Wieses “Provinspis”, hvis du 

  • Er teenager (også hvis du kun er det af sind)
  • Er til barsk ungdomslitteratur 
  • Ikke er sart 

Det er voldsomt. Både sprog og indhold. Men samtidig er det voldsomt godt. 

Ditte Wiese; “Provinspis”, Carlsen, 2017, set til kr.

Share: