Anmeldereksemplar
Kim Leine og Peter Bay Alexandersens anden fortælling om den lille familie i den lille bygd er en smuk og sanselig oplevelse.
Sofie elsker hunde. Som i KNUSELSKER. Hun kan ikke få nok. Hun leger med dem hver dag, og til sin fødselsdag er hendes største ønske fire hundehvalpe. En dag, da de er på besøg hos en anden familie, respekterer hun ikke hundenes vildskab, og hun bliver angrebet af en fremmed slædehund. Det er voldsomt, og familien må skynde sig til nærmeste hospital.
Kim Leine og Peter Bay Alexandersen er et mesterligt makkerpar, når det kommer til naturfortællinger, hvilket de endnu en gang viser i “Pigen der kunne tale med hunde”. Leine kan beskrive følelser og hændelser, og Alexandersen kan male formidable snefyldte kulisser. Det er dog en synd at negligere Alexandersens illustrationer til kulisser, for på samme måde som Leine maler med sit poetiske sprog, skaber Alexandersen følelser med sin mesterlige pen. Hundene får et dragelignende alter ego, når Sofie fantaserer og leger med dem. En scene som får lov at fylde et helt opslag uden tekst, hvilket stiller Alexandersens illustrationer ligeværdigt med Leines tekst. Mest effektfuldt er det, når himlen bliver rød som blod, da Sofie bliver angrebet og skambidt. Det er virkelig smukt: Ingen kan male sne som Alexandersen. Specielt ikke sne med blodpletter.
Det er ikke gået nogens næse forbi, at Leine har et helt særligt forhold til Grønland. Dette skinner også igennem i denne bog, hvor kærligheden illustreres gennem på den ene side det særlige og forfinede og på den anden side det barke og hårde. Det bliver en bittersød fortælling, om at ville Grønland på trods af det barske, illustreret gennem Sofies kærlighed til hundende. Historien om Sofie og Leines kærlighedserklæring falder i fem faser, der berører hele følelsesregistret. En dejlig fuldendt læseoplevelse.
“Pigen der kunne tale med hunde” er en selvstændig efterfølger til “Drengen der drog nordpå med sin far for at finde julemanden”. De kan læses uafhængigt af hinanden, men det er oplagt at læse dem i forlængelse af hinanden. Det må dog her pointeres, at “Pigen der kunne tale med hunde” fremstår stærkere, vigtigere og modigere end sin forgænger. Det er en helt særlig læseoplevelse, der skal nydes med et barn. Om det er ens eget eller et man låner, for den egner sig både til hjemmets oplæsning men i særdeleshed også til skolens litteraturarbejde.
Læs “Pigen der kunne tale med hunde”, hvis du
- vil have en god oplevelse
- ønsker at forstå Grønland
- vil glædes over en æstetisk billedbog.
Det er ærgerligt, at der ikke er flere børn i den lille grønlandske familie, for vi vil gerne høre flere historier om at være barn på Grønland.
Kim Leine og Peter Bay Alexandersen (ill.), “Pigen der kunne tale med hunde”, Gyldendal, 2017, set til kr. 160