Mona Morgenglad: Om at starte forfra

Mona morgenglad

“Mona Morgenglad” af Marianne Verge er en hjertevarm tristesse af en børnebog. Med en optimisme og en gåpåmod charmer Mona Morgenglad sig lige ind i hjertet, og så er den yderst velegnet til undervisning.

Monas mor er død. Hun blev kørt over lillejuleaften. Monas far forsøger at komme på ret køl, men det er svært og jobbet som postbud bliver byttet ud med et job som juletræssælger og endelig springer han ud som digter. Men dette med en elendig økonomi som følge. Mona forsøger at finde sin vej gennem alt dette med en ukuelig optimisme og en nødvendig fremdrift. Hendes redning bliver Susanne. Interessante, farverige og hjertevarme Susanne.

Mona Morgenglad fortæller en historie om død, sorg, nye begyndelser og optimisme. Det er en perle af en børnebog for de 6-11-årige, hvor smukke tegninger og fine, fornemme ord sætter rammen for en fortælling, der vil sin læser noget. Netop derfor er den yderst undervisningsegnet. Og det over flere klassetrin, da ord, illustrationer og historien har flere lag.

Læs “Mona Morgenglad”, hvis du 

  • vil røres i hjertet
  • vil glædes over smukt sprog i en børnebog
  • vil læse en bog, du sent vil glemme

Læs Marianne Verges “Mona Morgenglad” for dig selv, for din klasse, for dit barn. Og glæd dig over, at børnelitteraturen til tider overgår voksenlitteraturen i indhold, sprog og fortællestemme. 

Marianne Verge, “Mona Morgenglad”, Gyldendal, 2015, set til kr. 199.

Share: