“Lille Mus siger NEJ!” er en nærmest ordløs fortælling om selvstændighedsfasen. Og den går rent ind hos modtageren.
Lille Mus kan kun sige nej; og han siger det til alt. Undtagen når han møder en hund, eller når der serveres hindbærsaft. Lille Mus’ mor er på overarbejde gennem hele bogen, og hun, til voksenlæserens benovelse, bevarer roen gennem alle de prøvelser, som Lille Mus sætter hende på.
Handlingsforløbet i “Lille Mus siger NEJ!” udspiller sig over en dag, fra han vågner til han går i seng. Lige fra morgenmadsspisning, tandbørstning og kampen med selv at tage tøjet på til venskaber og drillerier i børnehaven. Altsammen fortalt gennem meget få ord, hvor “NEJ” er det mest brugte. Billedbogen er en kompletterende billedbog, hvor illustrationerne er med til at udfylde de huller, som teksten efterlader.
Barnelæseren (i dette tilfælde min datter på tre år) køber denne præmis og stiller under læsningen spørgsmål til billederne og supplerer med forklaringer fra den hverdag, som hun selv færdes i. Hun griner, forundres og reflekterer med bogen, og efter en til to læsninger kunne hun selv “læse” bogen, og hver gang lille Mus siger NEJ, lader vi hende føre ordet.
Læs “Lille Mus siger NEJ!” af Riikka Jäntti, hvis du
- har et barn i selvstændighedsalderen
- vil forundres over et tålmod uden lige
- ønsker at give dit børnehavebarn en morsom bogoplevelse
“Lille Mus siger NEJ!” synes ved første øjekast ikke af meget. Men den er mange genlæsninger værdig. Dit børnehavebarn vil elske den.
Riikka Jäntti, “Lille Mus siger NEJ!”, ABC forlag 2016, set til kr. 260