Anmeldereksemplar
Sandra Schwartz skriver sjovt om den første sommerflirt.
Siri har aldrig kysset en dreng, og der er faktisk ikke noget, hun vil mere i hele verden. Allerhelst vil hun gerne kysse den hotte Valde fra svømmeholdet, men muligheden forpasser sig, fordi familien skal på all inclusive. Derfor sætter Siri sig en mission: mission feriekys. Målrettet og determineret går hun til opgaven, men hun må dog sande, at verden ikke altid er sådan ligetil. Der er andre hemmelige agenter, der forsøger at forpurre hendes forehavende.
Historien om konflikten mellem Siri og Sara er sjov med sine sarkastiske betragtninger og groteske hændelser. Behovet for det første kys og kampen mod sin søster bliver sat på spidsen. Fint er det også, når hvert kapitel afsluttes med en lille opsummering i punktform, der giver oplevelsen af dagbogsskriblerier. Det er svært ikke at trække på smilebåndet, når Siri folder sig ud med bikini, kameler og brækeskapader.
Det allerfineste ved denne bog er de små tegninger og den ændrede font, som er på nogle af siderne. Det er sjovt, og det giver et lille ekstra til læsningen. Vældig tøset og fint afstemt til indholdet; mere af det i næste bog.
Bogen kategoriseret som egnet i alderen 10-13, hvilket jeg ikke er enig i. Nogle af de ting og behov, som Siri har, gør sig ikke gældende hos et barn på ti. Hertil kommer den ironiske humor, som bogen har. Enkelte steder kammer det over, og bliver påtaget. Når det er sagt, så er bogen sjov sommerlæsning til flyrejsen, strandtasken eller under tæppet en regnvejrsdag for piger i alderen 12+.
Læs “Mission feriekys”, hvis du
- er omkring de 12 år
- har (en drøm om) din første sommerflirt
- også er den heldige ejer af en dødirriterende familie.
Det er en sjov sommerferiebog for de store piger på mellemtrinnet.
Sandra Schwartz, “Mission feriekys”, Alvilda, 2018, set til kr. 129,95