De finske billedbøger om Messi og Mysteriet er på en gang spændende og skør læsning, hvor kausaliteten er kastet på døren.
Messi er en lille kat, der er en del af en kæmpe søskendeflok, hvor familien altid kommer først. Dette resulterer i, at Messi i den ene bog bliver væk og i den anden må drage væk. Begge gangene bliver han reddet af katten Mysteriet, der dog samtidig tager Messi med ud på en farefuld rejse langt væk fra den familie, som han elsker.
Bøgerne er spændende for husets børnehavebørn med en eventyrlig rejse som omdrejningspunkt. De er fortalt med forholdsvis megen tekst og med illustrationer beriget af en detaljerigdom, der er en sjældenhed. Her er det tydeligt at se, at forfatteren er uddannet illustrator, for billederne er på det nærmeste uudtømmelige for detaljer og sjove påfund. Med små steger omkring Messis øjne formår hun at skabe følelser og intensitet. Det er nogle dejlige farverige illustrationer, der ikke forsøger at være andet end gode og interessante illustrationer for børn.
Det eneste, som umiddelbart skærer i oplevelsen af disse bøger, er navnet “Mysteriet” på katten, der hjælper Messi. At lave en bøjning af substantivet “mysterium” i bestemt ental virker på alle måder som et forkert valg af oversætteren. At Mysteriet står med stort burde fortælle læseren, at det er et proprium, men det gør det desværre ikke: “Messi og Mysteriet” lyder som Messi og et bestemt mysterium og ikke som to navne. “Messi og Mysterium” ville være en bedre titel rent sprogligt. Det kunne tilføjes, at Mysteriet hedder just sådan, fordi denne er et mysterium, men jeg må til stadighed fastholde, at navnet ikke er mundret, og det kludrer i oplæsningssituationer.
Læs bøgerne “Messi og Mysteriet: den forsvundne kat” og “Messi og Mysteriet: den forsvundne fiskerobot”, hvis du
- vil læse en gakket bog med din mindste
- kender et barn i mysteriealderen
- vil opretholde spænding over flere godnatlæsningssessioner
“Messi og Mysteriet” er nogle spændende bøger, der sætter tankerne i gang for husets mindste.
Ninka Reittu, “Messi og Mysteriet: den forsvundne kat” og “Messi og Mysteriet: den forsvundne fiskerobot”, Turbine 2016, set til kr. 269,95 pr. stk