Anmeldereksemplar
Nick Clausen kan stadig skrive gyselige noveller om hverdagsscenarier.
Der er novellen om forfatterspiren, der sælger sin sjæl til fanden. Der er også historien om Ekkohuset, der på mystisk vis suger livet ud af nabohuset. Der er fortællingen om forvoksede insekter. Og ikke mindst historien om den forsmåede usynlige ven.
Det er uhyggeligt. Det er spændende. Det er værd at læse med din tween. Det er hverdagsscenarier, der bliver vendt på hovedet og tilføjet noget uhygge, noget ondt. Det er opfindsomt og sjovt at læse.
Clausens sprog er hverdagspræget og båret frem af dialoger. Det er ganske fint. Ind imellem bliver det dog anstrengende kun at læse en dialogbaseret novelle, hvor der tilmed insisteres på overdreven brug af udråbstegn. I novellen “myrekryb”, der i øvrigt er 37 sider lang, er der på et opslag brugt intet mindre end ti (!!!!!!!!!!) udråbstegn. Det er mange. Virkelig mange; og det ødelægger læseflowet, for læseren stopper op ved udråbstegn, da det markerer noget ekstraordinært. Noget voldsomt:
(…) Ét udråbstegn er som regel nok!
Hvis du vil understrege din forbavselse, vrede eller glæde, kan du bruge mere end ét udråbstegn. Vær dog opmærksom på, at overdreven brug kan underminere din teksts budskab og få den til at fremstå useriøs.Pas generelt på med at bruge udråbstegn i flæng – også de enkeltstående. Udråbstegnet er meget demonstrativt, (…) (taget fra syntaksis der skriver om udråbstegn i breve, men princippet er det samme)
Det, som var mit ankepunkt i min anmeldelse af den foregående “Mareridt og Myrekryb”, er stadig bogens allerstørste hæmsko: Clausens evige behov for at forklare novellen. Det dræber ganske simpelt uhyggen. Når man har frygtet kælderen med de levende dukker, så punkteres det med en afsluttende metafiktiv kommentar, der fortæller læseren, at det her er en historie:
“Jeg kender en familie, der har et firma lige som dem i historien. Kælderen er fuld af solbriller. (…) Det er meget creepy at være derinde alene. (…) Man kan blive helt paranoid! Det var oplagt inspiration til en historie.” (s. 41)
Det uhyggelige – eller creepy, som forfatteren selv vil udtrykke det – underkendes: “Du skal ikke være bange. Det er bare en historie”. Men læser vi netop ikke disse historier for at blive bange? For at få mareridt og myrekryb?
Når det er sagt, så har den mange potentialer i undervisningen. Selv den føromtalte forfatterkommentar har noget at bidrage med. De kan bruges til både at arbejde med novellens genretræk, gyserfortællinger, som inspiration til elevernes egne produktioner og til at tale om metafiktion. Derfor anbefales de til mellemtrinet.
Læs “Mareridt og Myrekryb 3” af Nick Clausen, hvis du
- elsker uhygge
- mangler en god gyser til brug på mellemtrinet
- gerne vil arbejde med elevernes egne novelleproduktioner.
Der er meget at komme efter, hvis man bruger bøgerne i undervisningen. Men rigtig uhyggeligt bliver det aldrig.
Nick Clausen, “Mareridt og Myrekryb 3”, Forlaget Facet, 2017, set til kr. 249