Nick Clausen lover ikke noget, han ikke holder med novellesamlingens titel.
Der er historien om krabberne, der følger deres herre. Der er historien om en overnatning i en brønd. Der er historien om den alienlignende lærer. Der er også historien om første dag på jobbet som barnepige. Og så er der historien om et uventet besøg.
Novellesamlingen indeholder – just som forgængeren – syv uhyggelige historier. De er svingende i uhyggeniveau, men de er alle skruet godt sammen. Det er tydeligt, at han har lært af de store kanoner som eksempelvis Stephen King og Hitchcock, men hvad gør det, når Clausen selv kan opbygge et plot med suspense og dertilhørende overraskende slutning. Historierne spiller på alle de klassiske fortælletricks i gysergenren, og det er effektfuldt og velfungerende.
Mange af historierne er vældig lange, og de har alle en eftersætning af forfatteren. Her fortæller Clausen om præmissen for at skrive historien. Hvor kom idéen fra, hvad betyder den for ham som forfatter, og hvilke overvejelser har han gjort sig i skriveprocessen. At Nick Clausen har et behov for eftersætning forstår jeg ikke helt. Denne insisteren på at få læseren i tale virker malplaceret og forceret. Kunne denne henvendelse føres et andet sted? På den tilhørende blog, sociale medier eller andet. Det er værd at vurdere, hvad denne kommentar gør ved historien er værd at overveje. Tilfører den noget nyt, giver den et ekstra lag eller punkterer den momentet?
Men historierne er stadig grufulde, gyselige og uhyggelige. De er som skabt til undervisning i 6-9.klasse. Det er interessant at arbejde med diverse modeller som eksempelvis berettermodel og plot-point-modellen på historierne, at bruge dem som inspiration til egen skrivning og i bare for at give eleverne et godt gys.
Det er svært ikke at få mareridt og myrekryb af den her.
Læs “Mareridt & myrekryb” af Nick Clausen, hvis du
- er til klassisk gys
- gerne vil skræmmes
- søger gode gys til undervisningsbrug.
Nick Clausen kan skrive gyseligt gode gysere.
Nick Clausen, “Mareridt & Myrekryb – Syv uhyggelige historier”, Facet, 2017 set til kr. 199,95
(Bogen er tilsendt fra forlaget med henblik på anmeldelse. Tak for det.)