Anmeldereksemplar
“Konrad og sommermysteriet” er fængende spænding til kufferten.
Konrad er på ferie hos sin farmor. Resten af familien ordner nyt hus, men der var ikke plads til Konrad. Han må derfor bedrive dagene i roligt farmortempo, og det ser unægteligt ud til at blive en kedelig sommer. Men en dag får Konrad penge til en is, og ved isbutikken møder han Emil. Sammen opdager de en underlig person på Q’s båd, der har noget at gøre med slipsefyren i den sorte Porsche, og pludselig hvirvler begivenhederne af sted – og med Konrad og Emil som medvirkende tilskuere.
At være tween og blive udstationeret hos sin farmor er på ingen måde en særligt opløftende sommerferieudsigt, men sammen med Emil får Konrad sig en hæsblæsende oplevelse. Det samme gør de børn, der læser historien. Den har en fed forside, humoristisk for- og bagsidesats, interessante kapitelinddelinger og letlæselig skrift. Hertil kommer historien, som både er sjov, spændende og fængende.
Bogen henvender sig til børn, der har knækket læsekoden og gerne vil udfordres af en spændende og vedkommende bog. Bogen kan læses selvstændigt fra 2. klasse (alt efter læseniveau), men indholdet er af sådan en karakter, at det kan læses af ældre børn også. Den gør sig også glimrende som højtlæsning – hele familien vil føle sig godt underholdt.
Må Konrad og Emil komme på flere missioner i det danske sommerland. Vi har nemlig at gøre med en værdig aftager til “De fem”-bøgerne.
Læs “Konrad og sommermysteriet”, hvis du
- er vild med spænding
- går i 2.-5.klasse
- søger motiverende sommerferielæsning.
Det bedste, man kan give sit barn med i kufferten, er en god bog. “Konrad og sommermysteriet” er et stærkt bud på årets sommerferiebog.
Lars Bøgeholt Pedersen, “Konrad og sommermysteriet”, Pronto, 2018, set til kr. 300