Anmeldereksemplar
Bjørn Ouslands billedbog “Knokkeldans” er fantasifuld, fængende og fænomenal.
“Jeg er ikke så modig, tror jeg.”
Det værste i hele verden er at gå alene hjem i skumringen. Der er mørkt, du er alene. Endnu værre er det, når du bliver passet op af skolens værste bande. Men allerallerværst er det, når du i din frygt flygter ind på kirkegården. Du må derfor finde dit særlige trick. Drengen i bogens særlige trick er at spille, og med musikken finder han sin styrke.
Det er en fin historie om at være bange for mørke, men alligevel finde sin styrke.
Bogen bruger (næsten) udelukkende farverne blå, sort, hvid og lilla: natten og skumringens farvepalet. Det sætter stemningen til den klaustrofobiske fortælling om mørke, bander, kirkegårde og skeletter. Bogstaverne er håndtegnede og placerer sig på opslagene som en del af illustrationerne, hvilket sammen med illustrationerne giver en bevægelse hen over opslagene. Illustrationerne er helt særlige som hybrid mellem billedbog og tegneserie, som også er med til at give bevægelse. Specielt når drengen og skeletterne spiller forplanter rytmen sig til billedsiden. Det er virkelig godt håndværk.
Bogen om den bange dreng på kirkegården er en af de bedste billedbøger, som jeg har læst i år.
Læs Bjørn Ousland “Knokkeldans”, hvis du
- har et barn omkring de 4 år
- søger en (lidt) uhyggelig bog om skeletter og mørke
- vil glædes over solidt billedbogshåndværk.
“Knokkeldans” er en særlig bog, der i sandhed er værd at læse med sit barn.
Bjørn Ousland, “Knokkeldans”, ABC forlag, 2018, set til kr. 299,95