Anmeldereksemplar
“Klassens klovn” af Henrik Einspor er virkelig mærkelig – på den fængende måde.
Jes er forelsket i Liva. Klassens smukke pige. Han behøver egentlig ikke mere spænding i sit liv, men en dag starter en ny dreng i klassen. Joakim, eller bare Jokke. Jokke er en klovn. Med store sko, klovedragt og malet ansigt. Men også med den overdrevne falde-på-halen-komik. De andre i klassen forsøger at implementere ham i klassen, men det går simpelthen ikke. Han er for mærkelig. En dag i en idrætstime bliver det for meget for klassens drenge, og de rotter sig sammen om ham i skoven på løbeturen. En ulige kamp, som ikke går helt som forventet.
Sproget flyder let, siderne vender sig selv, og lynhurtigt er bogen slut. Det er både bogens force og svaghed. For det lugter lidt af deus ex machina, at der sker en ulykke, netop som de kommer hjem fra skoven. En ulykke, der gør, at alt andet glemmes. Men samtidig holdes tempoet højt, og historien afsluttes med suspense.
Om jeg helt forstår historien og plottet med, at det er en rigtig klovn. Knap. Men det tænker jeg er meningen med denne bog, for den kræver noget af sin læser. Forsiden giver os allerede nys om, at noget er på spil; for ligner de to personer ikke hinanden vældig meget? Er det tilfældigt? Og er Jokke overhovedet en rigtig klovn?
Det er en vigtig bog, fordi den udfordrer kohærensen mellem tyk, svær bog og meningsfuldt indhold. Einspor fortæller med lix 11 og på 85 sider en vedkommende historie med fylde og fortolkningsmuligheder. De læsesvage unge vil føle sig hørt og taget alvorligt; og alene derfor bør den bo på alle PLC’er og være kendt af alle læsevejledere.
Læs “Klassens klovn” af Henrik Einspor, hvis du
- er fra 12 år
- gerne vil læse vedkommende bøger
- ikke er en stærk læser.
Denne type af udgivelser er vigtige, for de tager læseren alvorligt; lixen til trods.
Henrik Einspor, “Klassens klovn”, Forlaget Løse Ænder, 2018, set til kr. 240