“Jagten på den talende hund” af Morten Dürr og Bo Skjoldborg er virkelig, som i virkelig, virkelig, mærkelig. Rablende grotesk. Men dette skal ikke komme den til last, tværtom, for plot og tempo vil overbevise enhver dreng mellem 8 og 12.
Kurt og Mikkel har lavet en genial gesjæft: De sjæler folks kæledyr og forlanger løsepenge. Alt går strygende. De vælter sig i elektronik og chokolade. En dag beslutter de sig for at snuppe en talende hund. Og så går alting galt, og de ender med at jage en operakoncert, mens de selv bliver jaget af to indiske lejemordere. Det er underligt, men det fungerer.
Morten Dürr og Bo Skjoldborg har skrevet romanen i et samarbejde. Dette har de skrevet en fin artikel om i Læsepædagogen. Artiklen handler om makkerskrivning og er yderst interessant i undervisningsøjemed, da den opfordrer til at arbejde med makkerskring. Her kan et undervisningspotentiale øjnes i bogen, da dele af artiklen sagtens kan formidles til elever sat i relation til bogen og som inspiration til skrivning. En disciplin, som min erfaring siger mig, ofte er svær at motivere eleverne i.
Læs bogen
- hvis du vil have en fuldstændig grotesk oplevelse
- vil læse en film i romanform
- sammen med dit barn og få en god oplevelse sammen
Bogen er sjov, skør og komplet anderledes. Derfor skal den læses. Og så skal den anbefales til alle drenge.
Morten Dürr & Bo Skjoldborg, “Jagten på den talende hund”, Forlaget plot 2015, set til kr. 215.
Bogen findes også som ebog og lydbog (indtalt af Carsten Bjørnlund) på både eReolen, Mofibo, Storytel og til download på diverse platforme.