Sophie Lysholt Hansen giver fodboldgeren et feminint aftryk.
Ellen og Lena spiller på samme fodboldhold. De står foran en hård sæson, hvor de går efter at ende som puljens nr. 1. En dag får holdet en ny spiller: Alberte, der kommer fra ærkerivalerne FC Tvente. Og det værste er, at hun spiller samme plads som Lena. Så en af dem må sidde på bænken. Lena og Alberte bliver fjender, og Ellen finder sig selv i midten.
Det er veninder, fodboldstøvler, lugten af omklædningsrum og tænding. Der er nærkampe, rift om pladserne på holdet og holdånd. Men der er også feje tacklinger, hiven i trøjer og røde kort både på banen, og når slutfløjtet har lydt. Det er virkelig en oprigtig og autentisk fodboldverden, vi er landet i.
Lenas aggressivitet og egoisme virker dog overdrevet, og den pludselige weekendtur er urealistisk. Når det er sagt, så er det en ganske habil seriedebut. Sophie Lysholt Hansens kærlighed til sporten skinner igennem, og så kan meget tilgives. Specielt når bogen er skrevet som en læslet.
Bodil Bang Heinemeier har illustreret bogen i sort-hvid og pigerne ligner LEGOfriends figurerne til forveksling. Denne kombination er med til at give ynde og et feminint touch til fodboldstømper og grønsvær. De fleste kapitler indledes med en teksttom venstreside, hvor fodbolden istedet er indtegnet closeup. Som logoet der føres over skærmen før langsom gengivelse i en livekamp. Det er et vældigt fint greb, der er nøje afstemt til genren. Det er virklingsfuldt og pænt. At det ikke føres til dørs og gøres gennem hele bogen, forstår jeg ikke. Det virker ufærdigt og sjusket, og det er synd for bogens helhedsindtryk.
Jeg står ofte med en fodboldpige trippende på skolebiblioteket. Det er svært at finde en bog til hende, som rammer rent. Hun har læst FC Mezzi-serien og Dremteam-bøgerne, og hestebøgerne irriterer hende. Nu har jeg en bog, som jeg kan give hende. Og jeg er sikker på succes. Problemet er bare, at der endnu kun er en i serien, så om en uge står jeg igen med samme problem.
Læs “FC Askerød – En ny spiller på holdet” af Sophie Lysholt Hansen, hvis du
- Er til fodboldbøger
- Søger fodboldbøger om piger
- Går i 3.-5. Klasse
Bogen er ganske udemærket, og den har helt sikkert en målgruppe.
Sophie Lysholt Hansen, og Bodil Bang Heinemeier (ill.), “FC Askerød – en ny spiller på holdet”, Turbine, 2017 set til kr. 249,95
(Bogen er tilsendt med henblik på anmeldelse. Tak for det)