En sødmefuld sommer i Mumleby: afslutningen på en føljeton

En sødmefuld sommer i Mumleby, Elvira Fragola, Bogoplevelsen

Anmeldereksemplar

Elvira Fragola afslutter sit år i Mumleby med charme. 

Det er blevet sommer i Mumleby, og Vera, Astrid, Anker og Marvin skal holde Sankt Hans, lave hyldeblomstsaft, plukke jordbær og grave kartofler op. Men de skal også bade, sove under åben himmel og lave vejkridt.

Sommerbogen er kortere end de tre bøger, hvilket klæder den. Sproget er dog stadig enkelte steder en kende kluntet. Det virker påtaget, når bogen, der er fortalt som en førstepersonsfortælling med et barn omkring 7-års alderen som protagonist, bruger ord og vendinger som “istemte jeg”, “hittet på” og “hendes øjne tindrede som små stjerne”. Det falder ikke naturligt for et barn at have et sådan vokabularium. Men andre steder kan Fragola noget. Eksempelvis er afslutningen vældig fin med sin hilsen til den næste årstid/bog:

“Åh, hvor har det bare været en helt vidunderlig, sødmefuld sommer,” jublede hun. 

“Ja, og ved du hvad?” svarede jeg, “jeg tror, at det bliver et fuldstændig eventyrligt efterår.” (s. 155)

En sødmefuld sommer i Mumleby, Elvira Fragola, Bogoplevelsen

Det emmer af nostalgi, hygge og tid til fordybelse. Det er et moderne take på “Alle vi børn i Bulderby” med en opfordring til selv at lege med. Elvira Fragola har i sandhed skabt en fint lille firkløver med sine beskrivelser af årstiderne i Mumleby med de tilhørerende opskrifter og anvisninger. Illustrationerne er på en og samme tid naive og detaljerede. Det er tydeligt, at de er tidskrævende at lave, men det er dem, der løfter bogen. Derfor er det synd, at der ikke er flere af dem. En illustration på hvert eller hvert andet opslag ville have klædt bogen usigeligt.

En sødmefuld sommer i Mumleby, Elvira Fragola, Bogoplevelsen

Bøgerne kan læses uafhængigt af hinanden, og jeg anbefaler selvfølgelig, at de læses afstemt til årstiden. Men der er til mange gode stunder i bøgerne; både i oplæsningssituationerne, men også i de aktiviteter, som bogen lægger op til.

Læs “En sødmefuld sommer i Mumleby”, hvis du 

  • har et barn, der elsker “Alle vi børn i Bulderby”
  • mangler en god bog til oplæsning 
  • har læst de resterende bøger. 

Vi siger tak til Elvira Fragola, for at vi fik lov til at følge årets gang i Mumleby. Her ville jeg gerne være barn. 

Elvira Fragola; “En sødmefuld sommer i Mumleby”, Turbine 2017, set til kr. 199,95

Share: