Dyt båt coconut: Om destruktive hemmeligheder

Glenn Ringtved, Dyt båt coconut, bogoplevelsen

Glenn Ringtved skriver om seksuelle overgreb på en ligefrem og oprigtig måde. En måde, hvor alle kan være med, for det er ægte, og samtidig er det letlæst. 

Da Lasse var ni år, overnattede han hos sin fætter John. En skæbnesvanger nat, som vendte op og ned på Lasses liv. Fire år efter og på vej ind i puberteten bliver hemmeligheden for stor, for destruktiv, for altoverskyggende. Så han begynder at læse lidt med på et internetforum for ofre for seksuelt misbrug. En af brugerne derinde virker bekendt. Det ender med, at Lasse får opklaret, hvem denne bruger er, og sammen får de hjulpet hinanden af med den hemmelighed; Både at få brudt tavsheden, men også at få bearbejdet følelserne gennem boksehandskerne.

Ringtved har en mission med bogen:

“Det, jeg vil med bogen, er at give bare et barn, der sidder i en lignende situation, mod til at få det fortalt.”

Det er sympatisk. Men når bogen så samtidig er godt skrevet, så bliver det ikke påtrængende eller didaktiserende. Det bliver blot en god historie, som vil de unge, og som de unge vil.

Et bandeord eller to færre kunne havde været belejligt. Men det er for unge, og det virker autentisk.

Læs “Dyt båt Coconut”, hvis du

  • er dreng omkring 12-års alderen
  • mangler litteraturforslag til drenge
  • ønsker at forstå nogle af de følelser, som disse børn kæmper med

“Dyt båt Coconut” er en del af Gyldendals SPURT-serie, og denne rammer præcis sloganet: “bøger for unge – store historier – kort fortalt”. Det er en letlæst, stærk beretning, og jeg vil anbefale den til alle drenge (og piger) i 5., 6. og 7. klasse. 

Glenn Ringtved, “Dyt båt coconut”, Gyldendals Spurt-serie, Gyldendal 2016, set til kr. 180

(Bogen er tilsendt med en venlig hilsen fra Gyldendal)

Share: