Elisabeth Laird har skrevet en vigtig bog om at være barn i Syrien.
Omar lever et ganske almindeligt liv i Syrien med sin familie og dagligdags gøremål. Han har drømme, forventninger, håb. Men en dag bliver det hele knust, da de første bomber begynder at falde. Sideløbende med den truende situation udvikler Omars bror Musa nogle venskaber med personer, der lever livet farligt som politiske aktivister. Det hele spidser til, og pludselig er Omar og hele familien på flugt. Fra bomber, politik og skæbnen.
Det er ganske forfærdeligt at læse denne bog. Intet mindre. Som læser ved du mere end personerne, hvilket gør, at du blot venter på, at katastrofen indtræffer, hvilket giver et fysisk ubehag. En knugende fornemmelse, kvalme, uro. Da katastrofen (endelig) indtræffer, da oplever du sammen med personerne, og bogen bliver lettere at fordøje. Det til trods for flugt, sult, sygdom, arrangerede ægteskaber og død. Hvor utroligt det end lyder.
Løgstrup skrev i 1969 artiklen “Moral og børnebøger”, og her konkluderede han om børnelitteraturen:
“Trængsel på trængsel skal romanpersonen igennem, rundt omkring dør de, men selv slipper han igennem, lidt skrammet måske, men med livet, lykken og moralen i behold. Med bipersonerne er det noget andet, af dem må den ene godt miste en arm, den anden et ben, den tredje blive skudt, men hovedpersonen skal det gå godt.”
Præcis sådan går det også for vores Omar. Bipersonerne får ikke lov at slippe fra den ulykkelige situation i Syrien, men Omar derimod klarer skærerne med moralen i behold, og med en løftet pegefinger mod dem, der skal modtage ham og hans familie, drager han mod Storbritannien.
“”Tror I, at vi nok skal klare den i Storbritannien?” hviskede jeg. “Tror I, at man vil kunne lide os?”
De svarede ikke.” (s.256)
Og sådan opstår den knugende fornemmelse i maven på ny. Igen ved vi – desværre – mere end personerne.
Det er en vigtig bog. Meget vigtig bog. Den fortæller om en verden, som vi på ingen måde kan begribe her i verdens smørhul, men vi skylder at fortælle vores børn om verdens vrangside. Bogen er anbefalet fra 10 år, men jeg vil mene, at det er en bog, som barnet ikke skal læse alene. Det er den type bog, som man bør læse sammen. Hele familien. Og efter hvert kapitel skal man kigge hinanden i øjnene og uddele kram og kys. I rigelige mængder.
Sproget fremstår enkelte steder med staccato i replikerne, hvilket jeg forestiller mig, skyldes det arabiske sprog, og Lairds insisteren på autencitet, hvilket gør det acceptabelt.
Læs “Drømme på flugt” af Elisabet Laird, hvis du
- ønsker at forstå situationen i Syrien i børnehøjde
- mangler ord til at forklare verdens grusomhed for dit barn
- ikke er sart.
Det er en vigtig bog, som alle bør læse. Den giver indsigt, forståelse. Og måske Omar og familien så ville få det nemmere i den vestlige verden.
Elisabeth Laird, “Drømme på flugt”, Politikens forlag, 2017, set til kr. 200