Den store ordsprogsbog: En farvemættet konglomerat

Den store ordsprogsbog, Bogoplevelsen

Tove Krebs Lange har været forgangskvinden til at iscenesætte 90 illustratorer fra Illustratorgruppen i Dansk Forfatterforening til at illustrere ordsprog. Det er der kommet en prægtig og mangefacetteret bog ud af. 

“En sovende kat fanger ingen mus” – det er klart, og sovende kommer man ej heller til denne bog, hvor de mest kendte danske illustratorer herunder bl.a. Rasmus Bregnhøi, Tea Bendix, Hanne Bartholin og Birde Poulsen og nogle mere ukendte som Anne Pedersen, Mette Marcussen og Miwer aka Michael Wettendorf lægger baggrundstapet til ordsprog. Bogens samlede udtryk er vidt forgrenet, farvemættet og forskelligartet. På vældig positiv vis; netop fordi “Nissen flytter med”, og hver kunstner har sit udtryk og sætter sit præg på ordsproget og dermed bogens samlede udtryk. Hver gang læseren bladrer overraskes denne af et nyt udtryk, ny streg, ny måde – og det er fantastisk.

Den store ordsprogsbog, Bogoplevelsen

Forsiden er præget af alle illustratorernes selvportrætter – en sjov lille detalje. Disse er også sat op alfabetisk bagerst i bogen, hvor der også er opgaver, lege, forslag til aktiviteter og yderligere 60 ordsprog, som ikke er illustreret. Bogen kommer således med sit eget undervisningsmateriale, hvorfor den er parat til brug i undervisningen. Layoutmæssigt er den stor og med papomslag. Dette gør, at den fremstår som en kunstners portofolio, hvilket også understreges af at hvert opslag er helliget et ordsprog med tilhørende forfatter. Altid med bogstaverne på venstre side og illustrationen på højre. Det er enkelt, stilfuldt og tager højde for illustratoren som kunstner, da intet forstyrrer læseren/beskuerens oplevelse af samspillet mellem ordsproget og illustrationen.

Den store ordsprogsbog, Bogoplevelsen

Det er en fed bog, der på det nærmeste skriger på at blive brugt i undervisningen, og med Langes opgaver bagerst i bogen er det nemt at gå til. Det er smuk bladre-bog for børn og voksne, der hylder illustratoren i den danske børnelitteratur.

Læs og besku “Den store ordsprogsbog”, hvis du 

  • underviser i indskolingen 
  • vil stimulere børns sprog 
  • elsker illustratorerne lige så højt som forfatterne i børnebogsregi

Der er på ingen måde tale om, at “mange kokke fordærver maden” i dette tilfælde, men når “hver fugl synger med sit næb” betyder det i dette tilfælde, at “mange bække små gør en stor å”.

Tove Krebs Lange, “Den store ordsprogsbog”, Gyldendal, 2016, set til kr. 249,95

(Bogen er tilsendt af forlaget med henblik på anmeldelse – tak for det)

Share: