Jan Mogensen forsøger sig med bibelfortællinger uden det forkyndende islæt. Han lykkes delvis.
Det starter med skabelsesberetningen og slutter med Jesu fødsel. Her imellem er der andre kendte fortællinger fra Det Gamle Testamente. Det er syv små pixi-fortællinger, der er forstørret og samlet i en hardcoverudgave. Der er den om Babelstårnet, om Noah og den om Moses. Hver historie er derfor kort og afgrænset. Det er både bogens styrke og svaghed. Historierne er hurtigt læst og bliver i forlængelse heraf aldrig dybdegående. Den mangefacetterede Gud kommer aldrig til syne, og han fremstår som ond og hævngerrig. Der er ikke forklaringer for, hvorfor han straffer alle mennesker. Det gør han bare. Det bliver derfor en ensporet introduktion til kristendommen, og det er værd at overveje om det er den kristendom, som man ønsker at formidle til børn.
Bøgerne er skrevet af Jan Mogensen, som har en hel række af pixibøger bag sig, så han kender formatet. Det betyder også af illustrationerne er afstemt målgruppe og koncept; med en blød pensel, varme farver og enkle illustrationer understreger han historierne.
Det er et sympatisk projekt, som egner sig til samtale med de mindste om hele vores samfunds kristne fundament. Historiernes længde, format og illustrationer gør, at historierne fra Biblen tidligere kan introduceres til barnet. Det er en oplagt dåbsgave frem for andre udgaver af Bibelen, da denne i sprog og størrelse adskiller sig ved at være lettere tilgængelig.
Læs “Da Gud skabte verden og 7 andre fortællinger fra bibelen” af Jan Mogensen, hvis du
- gerne vil introducere bibelfortællingerne så tidligt som muligt
- har interesse i Biblen formidlet for børn
- mangler kort opfriskning af de mest kendte fortællinger fra Det Gamle Testamente
Bogen er oplagt som gave, men den kræver vældig megen samtale for at få formidlet, at Gud er god.
Jan Mogensen, “Da Gud Skabte verden og 7 andre fortællinger fra bibelen”, Forlaget Carlsen, 2016, set til kr. 249
(Titlen; kan vi blive enige om, at det ville være mere korrekt, hvis den lød “Da Gud skabte Verden, og syv andre fortællinger fra Bibelen”?)