Anmeldereksemplar
“Bettinas Badekar” er noget af det skøreste jeg nogensinde har læst – på den fede måde.
Bettinas forældre har ambitioner på hendes vegne, men hun vil faktisk allerhelst bare bygge ting. En dag skal hun med far på genbrugspladsen, hvor hun ud af skrot bygger en rumraket ud af et badekar. Og af sted rejser hun ud i rummet, hvor hun møder nye venner, bekæmper monstre og hilser pænt på Adam og Eva.
Gennem illustrationer, musiknumre, oplæsning og en bog, der skal vendes alt efter læseretningen, fortælles historien om Bettinas Badekar. En historie, der, som navnet antyder, er inspireret af Bennys Badekar af Flemming Quist Møller. Den selvsamme som læser op og har gennemskrevet bogen. Hvor Bennys verden er på bunden af badekarret, er Bettinas i rummet. På samme måde som Bennys undervandsverden er et syretrip af en anden verden, er Bettinas besøg i det ydre rum et festfyrværkeri af legesyge. Det er en fest at fortabe sig i Bettinas fantastiske rumrejse.
Illustrationerne er kollageprægede vrimlebilleder, som på ingen måde fremstår æstetiske på den smukke måde. Men det er fedt at se, hvordan fotos, håndtegning, computergrafik og hvad, ved jeg, udfolder sig og skaber en syretrippet udgave af rummet, og fra nu af kan rummet kun se ud på den her måde.
Bettina besøger fire planter på sin tur, og hver planet har hver sin lyd. En planet har lyden af samlesang sunget af Poul Nesgaard, en er bestyret af Tom Trussel og Sløve Kniv (hvor fede er de navne ikke lige?!) og har lyden af total awesome rap sunget af Raske Penge og Khan Allan, en planet har lyden af Bisse forklædt som ondt spruttemonster og en har lyden af banjo og sang sunget gennem manglende tænder af GadeJørgen. Hver sang har sin charme, men særligt GadeJørgen og Raske Penge og Khan Allan har skabt to perler på hver sin måde.
Det er virkelig, virkelig, virkelig godt. Som i virkelig godt – på den skøre måde. Man smiler, griner og genlytter. Og lytter er faktisk nøgleordet her – for bogen er fin, når man selv læser den mens man vender og drejer bogen og går på vrimlejagt, men den udfrier først sit potentiale, når alle modaliterne er i spil. Derfor skal bogen lyttes til på den CD (eller som digital lydbog). Her læser Flemming Quist Møller op (på den måde som kun han kan) oven på et fremragende lydtapet bestående af rum-, dimsedut- og bankelyde, hvilket afbrydes af de føromtalte sange, der med hver deres forskellighed passer til alle de andre forskelligheder, som bogen byder på.
Kunstnerkollektivet har begået noget helt særligt med hver deres egen krøllede charme, og nogen skal lave en intervention, så bogen får udbredelse i skolen. Der er så meget undervisningspotentiale i det her, og ethvert barn har krav på at lære Bettina, Sveske og Robotten Jørgen at kende.
Det er en kakofonisk perle af en multimodal børnebog. Fik jeg sagt, at jeg er ubetinget fan?
Læs “Bettinas Badekar”, hvis du
- elsker bøger, hvor der leges med formatet
- ønsker at fornøjes af en kakofoni af kreativitet
- vil glædes af glæden til børnelitteraturen
Jeg kan ikke anbefale det her nok. Det er fantastisk skørt.
Kristian Nordentoft, Jesper Fink, Flemming Quist Møller, Magnus T. Damgaard, Thorkild Karrebæk, Signe Parkens, Jakob Oksbjerg, Jacob Krarup, etc., “Bettinas Badekar”, Klip, 2017, set til kr. 199,95