Vejleder i folkeskolen: Om vejledning i pixiudgave

FullSizeRender

“Vejledning” af Lis Boysen og Bodil Nielsen er en kort og konkret introduktion til vejledning på skolen. En vejledningens pixiudgave, forstået på den positive måde, hvor den på knap 100 letlæste sider giver en indføring i, hvordan vejlederens rolle kan cementeres i skoleverden. 

Bogen har efterhånden nogle år på bagen, men trods dette faktum vinder vejledning mere og mere frem i folkeskolen. Hver enkelt skole bruger vejlederen forskelligt, og derfor kan det i enkelte tilfælde være svært at finde en retning for, hvordan du som vejleder skal placere dig på skolen. Denne bog kan give dig en hjælpende hånd.

Som vejleder er en af dine vigtigste opgaver at bidrage til lærerkollegers udvikling, således en øget læring kan finde sted; til både din, din kollegas, elevernes og skolens bedste. “Vejledning” er bogen, der kan løse de hurtige spørgsmål i en travl hverdag, når vejledningsuddannelsens teori er trådt i baggrunden, og vejlederen skal agere i skoleverden. Med konkrete eksempler, forståelige cases og en tydelige definition er “Vejledning” et fint arbejdsredskab og/eller indføring i vejledningens praksis:

“Vejledning er en undersøgende læringssamtale,

hvor vejledte reflekterer over egne professionelle problemstillinger og handlemuligheder,

og hvor vejleder støtter og udfordrer refleksionen” (“Vejledning”, s. 52)

Læs bogen, hvis du

  • er vejleder eller under uddannelse som vejleder
  • skal have genopfrisket, hvordan vejlederen skal positionere sig på skolen
  • bliver i tvivl om, hvordan du skal vejlede i forskellige kontekster

Jeg gemmer den på min hylde som et nyttigt arbejdsredskab, og jeg anbefaler dig at gøre det samme. 

Lis Boysen & Bodil Nielsen, “Vejledning – Skolens vejledere som ressourcepersoner”, Gyldendals lærerbibliotek, Hans Reitzels forlag, 2014, kr.180