Stjernedrengen: stjernegod stjernebog

Henrik Einspor, Stjernedrengen, Bogoplevelsen

Anmeldereksemplar

Henrik Einspors fortælling om rumkapløbet er et rørende bekendtskab. 

Ivan er et lille splejset børnehjemsbarn i den gamle Sovjetunion. Hans bedste ven er Vanja. Sammen klarer de verdens strabadser, men en dag bliver Ivan hentet. Han er nemlig et enestående barn. Han bliver udvalgt til at være en del af rumkapløbet for børn, hvor han bliver udvalgt til at komme på rumrejse. Hans eget mål med turen i rummet er at hente Laika ned igen. Dette mål når han, men måske ikke på den måde, som var intentionen.

Det er venskab, mod, empati fortalt gennem historiske begivenheder. Det er Sovjetunionen, Rumkapløbet og rumhunden Laika. Og så er det døden.

Bogen er naiv og uskyldig i sit udtryk. Og det ment på den bedste måde, for det passer ualmindelig godt til Ivan. Som forstanderinden beskriver Ivan:

“Han er ikke som de andre. Hvad han ikke har i størrelse, har han i … ja alt andet”. (s.11)

En beskrivelse, der passer til “Stjernedrengen”. Den synes umiddelbart ikke af meget, men den vokser under læsningen og i særdeleshed efterfølgende. Beskrivelsen af Ivan og Vanjas venskab så rammende, så smuk. Men beskrivelsen af Ivan Iljusin er også klokkeklar og knivskab. Men allerallerfinest er beskrivelsen af Ivans sidste minutter og sekunder oppe i rummet, alene og med iltmangel. Det er virkelig hjertesmertende læsning. Den rører, bevæger og overrasker. Gang på gang.

Det er en bog, som man skylder sine børn – og det er dine egne eller de professionelle af slagsen. Den rummer i den grad et undervisningspotentiale. Jeg tænker, at den egner sig til 5.-6.klassetrin. Bogen kan læses før, men barnet vil ikke fange alle de nuancer, som Einspor så fint lægger ud.

Læs Henrik Einspors “Stjernedrengen”, hvis du 

  • er (eller kender en) omkring de 12 år 
  • vil røres dybt og længe
  • mangler en anderledes bog til undervisningsbrug. 

Jeg har sjældent læst så fin en fortælling, der fortæller så meget med så lidt. Min varmeste anbefaling. 

Henrik Einspor; “Stjernedrengen”; Forlaget Løse Ænder; 2017 set til kr. 250