Sort Lucia: om at være udenfor

Sort Lucia, Sandra Schwartz, Bogoplevelsen

Sort Lucia, Sandra Schwartz, Bogoplevelsen


[Anmeldereksemplar]

“Sort Lucia” er Sandra Schwartz’ bedste bog til dato. 

Lucias mor er død som følge af en spøgelsesbilist. Nu er det kun Lucia og hendes far tilbage. Lucia mistrives i skolen, og moderens død er en ømtåleligt emne. De får aldrig rigtigt talt med hinanden, hverken i skolen eller i hjemmet, fordi det hele er betændt. Måske er det derfor, at faderen overser alle Lucias signaler og tvinger hende til at holde fødselsdag for hele klassen. En fødselsdag, der selvfølgelig ikke går som forventet. Sideløbende med dette laver Lucia en ønskeseddel, der kommer til at få fatale konsekvenser. 

Båret af denne ønskeseddel leveres en bog, som er forholdsvis hård læsning, uden den rigtig bliver barsk. Den balancerer mellem på den ene side sorg, savn og ensomhed og på den anden håb, tilgivelse og troen på fremtiden. Det hele begynder vældig dystert, hvilket forværres gennem bogen, men det ender positivt med et optimistisk syn på fremtiden – udfordringerne til trods. 

Bogen hedder “Sort Lucia”, hvilket også er titlen på fødselsdagsfesten. Jeg forstår dog ikke hele det princip med “Sort Lucia”. Det virker lidt som om, de holder halloween midt i december. Og det er ærlig talt lidt kikset – set med personerne i bogens øjne. Og set med læserens øjne, da bliver det forceret. Jeg forstår lys/mørke-dilemmaet som Lucia kæmper med, og det passer også perfekt med, at hun hedder Lucia, og festen holdes 13. December. Det passer bare lidt for godt, og det bliver for meget. For indlysende. 

Med en bittersød afslutning fuldender Sandra Schwartz sit forfatterskabs hidtil bedste bog. Den har en god historie, som vil falde i mange piger i folkeskolens ældste klassers smag. Den er værd at investere i til skolens PLC, fordi den er let læst, uden det går på kompromis med indholdet. 

Læs “Sort Lucia” af Sandra Schwartz, hvis du 

  • Er pige 
  • Vil læse en let bog med noget på hjertet 
  • Søger en bog om at være outsider

Det er en fin bog, som vil sætte spor hos teenagepigen. 

Sandra Schwartz, “Sort Lucia”, Høst&Søn, 2017, set til kr. 255