Skovpigen Skærv: Gud fortæller en historie

Skovpigen Skærv, Kim Leine, Peter Bay Alexandersen, Bogoplevelsen

Kim Leines børneroman er et kompliceret, æstetisk værk.

Skærv og hendes familie lever i, med og af skoven. Et smukt, ukompliceret liv. Frem til den dag, hvor Skærvs forældre forsvinder ind i byen, hvor pesten hærger. Skærv bliver da alene, og må overleve på egen hånd i skoven. Men det er svært, når livsvilkårene er hårde og uheldet gang på gang rammer.

Skovpigen Skærv, Kim Leine, Peter Bay Alexandersen, Bogoplevelsen

Hele historien om Skærv er en allegori på et sygdomsforløb, som delvis bliver tydeliggjort med små ledetråde og få kapitler/passager sidst i bogen, hvor det hele vendes op og ned. Bogen har et refræn, som messes af Skærv:

“I skal ikke være bange. I skal ikke være bange. I skal ikke være bange. I skal ikke være bange.”

Men det er svært ikke at være bange, når man læser denne dystre road-novel. Det er en mørk, barsk og udfordrende børneroman. Døden er præsent, sorgen det handlingsskabende moment og ensomheden som determinisme.

Der er kælet for detaljen i denne fysisk store børneroman; med stofryg, prægede kobberbogstaver og tykt, flødefarvet, kvalitetspapir og illustrationer af Peter Bay Alexandersen. Alexandersen skaber den helt rette dystre skov-feeling med på en gang ekspressive og bløde illustrationer hold i jordtoner.

Skovpigen Skærv, Kim Leine, Peter Bay Alexandersen, Bogoplevelsen

Sprogligt er Leine også skræmmende. Skræmmende perfekt. Skræmmende udfordrende. Med en konstant veksling mellem lange og korte sætninger, gentagelser og versform. Fortælleren er iscenesat ved hvert kapitels start som Gud. En Gud, der kræver noget af sin læser:

“Hej, det er Gud igen. (…) Det er en bog det her, og det er din. Du kan gøre med den hvad du vil. Men lad være med at putte den tilbage i reolen ulæst, hører du? Læs den. Alt hvad jeg beder dig om, er at du hører min historie. Tak!” (s.18)

Det er en oplevelse for den kræsne og krævende voksenlæser, hvilket fører mig videre til spørgsmålet, som romanen stiller mig: Er det børnelitteratur eller er det litteratur, som den voksne definerer som børnelitteratur? Jeg kan ikke afgøre det, så det må komme an på en prøve. Barnet må opleve fortællingen, må meddigte, må danne sig en forståelse for Skærvs rejse sammen med en voksen.

Et er sikkert: jeg har fået en stor bogoplevelse.

Læs “Skovpigen Skærv”, hvis du

  • vil udfordres 
  • søger en anderledes oplæsningsbog
  • er voksen og elsker storslået litteratur

Leine er de fleste sprogligt overlegne. Alexandersen det samme på illustrationer. Sammen har de skab et værk, der står til diverse nomineringer.

Kim Leine og Peter Bay Alexandersen, “Skovpigen Skærv”, Gyldendal, 2016, set til kr. 249,95

(Bogen er tilsendt fra forlaget med henblik på anmeldelse)