Sikker & Søn: om at blive tryg i trafikken

Sikker&Søn, Ramasjang, Bogopelvelsen

Rådet for Sikker Trafik er gået sammen med DRs Ramasjang og Carlsen og har udgivet en trafikbog. 

Hvis der (som er tilfældet på min adresse) tændes for tv’et kl. 17.30 i hverdagen, da vil du for tiden støde ind i Sikker&Søns trafikskole. SIkker&Søn får besøg af et barn pakket ind i vat. Hende (som det åbenbart oftest er i mit tv) skal læres at færdes i trafikken. Hun kommer derfor i trafikskole. I den trafikskole lærer hun én trafikregel, og dagen efter kommer en ny, som også lærer en regel. Alle børnene går derfra med et klistermærke/fingerprint i den kæmpestore trafikbog (der faktisk er meget lille). Det iagttagende barn lærer herved noget om trafikregler. Det smarte i denne forlængelse er, at udsendelserne har fået følge af en flot udgivelse.

Sikker&Søn, Ramasjang, Bogopelvelsen

Udgivelsen er en stor, kvadratisk bog, der består af ti historier, en forældreguide og den kæmpestore trafikbog (der har en smart lommestørrelse) med tilhørende klistermærker, der skal udleveres, når barnet – præcis som i tv – har bestået en trafikprøve.

De ti historier består hver af tre opslag, der på det første introducerer problemet, på det andet fabulerer over den håbløse Sikker og på det sidste afslutter med en morale og et trafikråd. Det er en vældig fin opdeling, hvor barnet får leveret en kedelig viden med en sjov historie og lækre illustrationer. Det er virkelig fine illustrationer, der pryder denne bog. Hele opslaget bruges aktivt, og personerne er dejligt genkendelige. Sikker og Søn bevæger sig henover siden, kigger på skilte, historien bruger for-, mellem- og baggrunden til at illustrere tidslig forskydning og håndskrevne versaler er brugt til at understrege fart og tempo. Sådan skal det skæres i en bog som denne.

Tanken er så, at når historien er læst til ende, da skal barnet selv i trafikskole i virkeligheden. Hvilken prøve, som skal bestås kan vælges i forældreguiden, og så er det ud i verden at forsøge sig frem. Består barnet, udleveres et grønt klistermærke. Behaviorismen længe leve!

Sikker&Søn, Ramasjang, Bogopelvelsen

Det er smart at bruge de elskelige figurer fra Ramasjang til at lære børnene at færdes i trafikken. det er vældig didaktiserende, men når det er pakket så elegant ind i et kendt univers og ledsages af en leg, så er det kun en glæde for barnet at lære.

Ramasjangudgivelserne insisterer på fald-på-halen-komik, og det er i bund og grund irriterende. Behøver Sikker at være SÅ dum? Skal historierne være så overdrevne? Og skal det være så tyndbenet indhold med flade personer. Bare fordi det fungerer på tv, så fungerer det nødvendigvis ikke i bogformat. Men ret skal være ret, og når bogens budskab er godt, vigtigt og klogt, og det er formidlet med overskud, i øjenhøjde og med behavioristiske klistermærker, så er jeg tilbøjelig til at tilgive dem.

Læs “Ramasjangs store trafikbog med sikker&Søn”, hvis du 

  • har et børnehavebarn 
  • arbejder i en børnehave
  • vil gøre dit barn tryg i trafikken.

På med cykelhjelmen, tag den kæmpestore trafikbog under armen og begiv jer ud i trafikken sammen. 

Niki Vraast-Thomsen og Palle Nørmark, Gabriel Diaz (ill.), “Ramasjangs store trafikbog med Sikker&Søn”, Carlsen, 2017, set til kr. 199,95