Roomies: første skoledag fra helvede

Karen Vad Bruun, Roomies, Bogoplevelsen

Karen Vad Bruuns nye serie “Roomies” er et kompetent, moderne take på Puk-bøgerne.

Sallys mor er skredet, og Sallys far har fået tilbudt en vigtig stilling i Brasilien. Derfor skal Sally på kostskole i Provinskøbing. Da hun lander på kostskolen, er hendes indre i oprør. Dette resulterer i en lettere kaotisk første skoledag, hvor hun stikker af fra sin far, får en forstuvet fod og en ærkefjende, møder en interessant fyr og stjæler en cykel.

Roomies-serien er Puk-bøgerne i en moderne udgave og med en tydelig pendant til Stephanie Perkins “Anna og det franske kys”. Det er en historie om at blive voksen og selvstændig, før man egentligt er klar til det; at blive rykket op ved roden, fordi forældrene skal realisere sig selv. Sallys skal finde sig selv som næsten-voksen og ufrivillig forældreløs, samtidig med at hun skal starte i en ny skole, hvor hun skal finde nye venner, orientere sig på en ny skole og modtage undervisning.

Bogens forsidesats har alle de vigtigste personer portrætteret og på bagsiden af bogen er Sallys overlevelsesguide. Det er noget af det vigtigste for at kunne overleve på en ny og fremmed skole. I ukendt terræn uden en frænde ved sin side. Det er godt tænkt, for så er bogen pakket ind i den scene, som Bruun sætter for bogen.

Karen Vad Bruun, Roomies, Bogoplevelsen

Der udgives utallige pigebøger, og mange af dem kan synes som ren overflod, men Karen Vad Bruun har sprogligt overskud, sætter en ny og anderledes scene og forstår at skabe ægte følelser. Bogen udspiller sig over en dag og er skrevet i nutid, hvilket tilfører et autentisk præg, og gør samtidig bogen præsent. Det sker lige nu, og hvert minut, hver en sætning er ren overlevelse for Sallys, og læseren er med til at overvære denne kamp. Det er virkelig fin rammesætning.

Læs “Roomies – første skoledag fra helvede”, hvis du

  • er tween
  • drømmer om at starte på efterskole
  • søger en ny favoritserie.

Karen Vad Bruun har lanceret en ny serie, som kommer til at blive elsket og højt skattet af de 10-13-årige. 

Karen Vad Bruun, “Roomies – første skoledag fra helvede”, Forlaget Alvilda, 2016, set til kr.

(Bogen er tilsendt fra forlaget med henblik på anmeldelse – tak for det.)