Pindemand: om en pind, der møder verden

Pindemand, Julia Donaldson, Alex Scheffler, Bogoplevelsen

Julia Donaldson og Alex Scheffler fortæller på vers om pindemandens rejse i den farlige verden. 

Pindemand bor i et træ med sin pindefamilie. Tre pindebørn og sin elskede pindekvinde. En dag, da han er ude at løbe, bliver han fanget af en hund,  og sådan starter Pindemands farefulde rejse, der er lige ved ikke at bringe ham hjem igen.

Det er en hjem-ude-hjem-fortælling på vers med et refræn lydende:

“Pindemand, Pindemand, pas nu på…” 

Og passe på det skal han, for han bliver bl.a. brugt som flagstang, riddersværd, blyant, bue og snemandsarm.

Pindemand, Julia Donaldson, Alex Scheffler, Bogoplevelsen

“Pindemand” er en historie, der beskriver årets gang med hovedfokus på vinter og juletiden. Stine de Paoli har oversat bogen, hvor det er tydeligt, at hun er børnebogsforfatter, for der er flow i rim og rytme. Det er en fryd at læse. Eksempelvis er “Pindekvinde” virkelig et fantastisk ord.

Pindemand, Julia Donaldson, Alex Scheffler, Bogoplevelsen

Bogen er farverig og med et væld af detaljer. Opslagene er vældig varierende. Nogle gør brug af det negative rum, hvor episoder fra Pindemands færd er skildret. Andre gør brug af hele opslaget for at illustrere det fortalte. Mængden af tekst og billede er vældig fint afstemt, hvor illustrationerne placeret på den hvide baggrund kun er flankeret af en enkel sætning, og fulde opslag har længere rim og remser.

Pindemand, Julia Donaldson, Alex Scheffler, Bogoplevelsen

Bogen er en fin, lille billedbog, der fortæller et juleeventyr på en anderledes måde. Tankerne bliver ledt hen på H.C. Andersens “Grantræet”, der på samme måde skildrer årets gang med naturen som omdrejningspunkt og julen, som den forløsende højtid. Men hvor julen bliver grantræets endeligt, er julen Pindemandens redning.

Læs “Pindemand”, hvis du 

  • mangler en ny julehistorie 
  • søger en historie fortalt på vers som samtidig leger med billedsiden
  • vil supplere din undervisning i “Grantræet” med en nyfortolkning 

“Pindemand” er en sød julefortælling, der kan læses af alle børn og voksne. 

Julia Donaldson og Alex Scheffler, “Pindemand”, ABC forlag 2016, set til kr. 230

(Bogen er tilsendt som gave fra forlaget – tak for det)