Akvarium: om guldfisk og ensomhed

Gro Dahle og Svein Nyhus Akvarium

Det norske makkerpar Gro Dahle og Svein Nyhus’ “Akvarium” er en underfundig fortælling om ensomhed, omsorgssvigt og en guldfisk. 

Moas mor er en guldfisk. Og det er Moas ansvar at passe på den guldfisk. Og sig selv.

Mange børnebøger handler om svigt, dårlige forældre, ensomhed og børn, der forsøger at overleve på trods. Dette er også tematikken i denne billedbog, og spørgsmålet bliver da, om den tilfører noget nyt til genren. Svaret er ja, for “Akvarium” er i særdeleshed værd at læse. En perle af en billedbog med et sørgeligt tema, der mesterligt er oversat til dansk. Historien lægger ikke fingre imellem, og læseren får råt for usødet leveret en historie om omsorgssvigt fortalt i symboler, farver og overført betydning.

Og det er i ikonoteksten, hvor bogen vokser. Den smukke blågrå farve er gennemgående og sætter stemningen for fortolkningen. Allerede på forsiden sidder Moa og griber ud efter fisken i den smukke blå kjole, og forsidesatsen er tegnet i et drømmende mønster og holdt i den samme blå farve. Hjemme hos Moa er den afdæmpede blå farver dominerende, hvor en varmere gul farve har overtaget scenen og er dominerende i skolen.  Dermed kommer farverne og de kubistiske tegninger til at stå som styrende for læsningen af billedbogen.

Gro Dahle og Svein Nyhus Akvarium

Bogen er yderst oplagt til undervisning i udskolingen og delvis på mellemtrinet. Jeg vil anbefale at starte ved netop farverne. Lad eleverne læse bogen med fokus på farverne. Lad den skrevne fortælling træde i baggrunden i starten og i stedet lade dem dvæle ved farver, tegninger og ikonoteksten.

Læs “Akvarium” af Gro Dahle og Svein Nyhus, hvis du 

  • vil læse en billedbog, der vokser for hver gennemlæsning
  • vil forstyrres 
  • vil forundres over hvor lidt der skal til for at skabe et mesterværk

Læs “Akvarium” i din udskolings- eller mellemtrinsklasse. Læs den for dig selv. Anbefal den til kollega. 

Gro Dahle og Svein Nyhus, “Akvarium”, Jensen og Dalgaard, 2015, set til kr. 330