Missionen: en billedfortælling fra regnbuens verden

Bogoplevelsen

Missionen af Aaron Becker er en billedfortælling, hvor handlingen ikke styres af ord og bogstaver, men tegnes frem gennem mageløse og detaljerige illustrationer. 

To drenge kommer cyklende på en tandem gennem regnen. De må søge ly under en bro, og ud gennem en magisk dør kommer den orange konge løbende. Han er på flugt fra nogle krigere. Inden de fanger ham, når han dog at få fortalt de to drenge, at han har en mission, som de skal fuldføre.

Sådan bliver drengene hvirvlet ind i en magisk fortælling om regnbuer, farvekridt, regnvejrssoldater og luftskibskyer. Drengene maler selv deres vej gennem historien.

Bogoplevelsen

Når en billedbog kommer helt uden ord, bliver det en nødvendighed, at historien verbaliseres. Dette betyder, at denne verbalisering kommer til at styre fortællingen og tolkningen. Bogen byder således på et hav af historier og tolkninger, for det afhænger af øjet, der ser. En voksenlæser vil tillægge de smukke illustrationer en fortælling og en barnelæser en hel anden. Illustrationernes detaljer, læserens alder og læsesituationen gør, at historien ikke vil være den samme hver gang.

Når fortællingen/fantasien er på sit højeste er billedet fuldstændig udfyld med for-, mellem- og baggrund, hvor der alle steder udspiller sig en historie. Men når fortællingen sættes på pause, fordi drengene skal tegne nye rekvisitter, er siden hvid indeholdene kun drengene, deres henholdsvis røde og lilla farvekridt samt den tegning, der skal føre historien videre.

Læs “Missionen” af Aaron Becker, hvis du

  • vil have en magisk oplevelse fortalt alene gennem illustrationer 
  • ønsker at læse en bog, der på det nærmeste er uudtømmelig for historier 
  • har et fantasifuldt barn

“Missionen” er anden del af en serie på tre, hvor den sidste endnu mangler at blive udgivet på et dansk forlag. “Missionen” har min varmeste anbefaling. 

Aaron Becker, “Missionen”, ABC-forlag 2016, set til kr. 270

(Bogen er tilsendt med et tak for samarbejdet af en afgående redaktør)