Min dag i vuggestue: dialogisk læsning for de allermindste

Bogoplevelsen

Marianne Iben Hansen rimer, Lea Letén illustrerer og Kronprinsesse Mary lægger navn til. Det er en opskrift på succes, og den indfries. “Min dag i Vuggestue” er en del af MaryFondens og RedBarnets antimobbeprogram “Fri for mobberi”, og den lægger op til samtale om stort og småt i vuggestuen. 

Når et lille menneske bliver afleveret i vuggestuen, så står barnet på egne og ofte usikre ben. Der er blandt mangt og meget glæde, gråd, usikkerhed, venskaber, fjendskaber, relationer og kærlige pædagoger. Ting, som skal samtales, når barnet kommer hjem. Men med et barn omkring to år kan dette blive en udfordring, for sproget er ikke udviklet og følelser er svære at udtrykke. Dette understøtter denne fine, lille billedbog, der kan bruges hjemme og i vuggestuen/børnehaven.

Min dag i vuggestue, bogoplevelsen

Bogens opslag består af en illustration af en kendt hverdagsbegivenhed, eksempelvis sandkasseleg samt en side opdelt i fire lige store kvadrater. På siden med kvadraterne er et rim, små afstemte illustrationer, forslag til spørgsmål, som kan understøtte den dialogiske læsning samt forslag til en aktivitet, der ofte opfordrer til, at børnene rører hinanden.

Det er tydeligt, at bogen er tænkt som en samtalebog med et brugsformål. Den indeholder af samme grund ikke et narrativt forløb. Det er synd, for Marianne Iben Hansen har tidligere lavet fabelagtige fortællinger på vers. Men når dette er sagt, så er bogen et fantastisk værktøj til at skabe relationer i de tidligste leveår, og den vil kunne bruges til utrolig mange ting i daginstitutionerne. Kun de pædagogiske og didaktiske evner sætter grænserne.

Lea Letén og Marianne Iben Hansen er en konstellation, der skal dyrkes.

Læs “Min dag i vuggestue” af Marianne Iben Hansen, hvis du

  • har et barn mellem to og fire
  • arbejder med små børn 
  • vil glædes af en æstetisk oplevelse 

“Min dag i vuggestue” er en bog med et brugsformål, og dette skal ikke være en hæmsko. 

Marianne Iben Hansen og Lea Letén (ill.), “Min dag i vuggestue”, Carlsen, set til kr. 330



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *