Mig og Glistrup: en vigtig billedbog


Mig og Glistrup, Søren Nordstrand, Allan Christian Hansen, Bogoplevelsen

Anmeldereksemplar

“Mig og Glistrup” er en barsk, lille billedbog om et barn i mistrivsel. 

Alberte lever i en hel almindelig familie, hvor hun får læst godnathistorier, bliver hentet tidligt fra institution og spiser alsidig morgenmad. Det er smuk hverdagsidyl. Men billederne fortæller ikke det samme som teksten. Her ser vi, at Alberte sidder ved mor, mens hun sover på sofaen, vi ser også at hun ikke bliver hentet, og at hun spiser chips til morgenmad. Og så er der hendes hundehvalp Glistrup, der ikke er en levende hund, men en lille, mølædt bamse.

Mig og Glistrup, Søren Nordstrand, Allan Christian Hansen, Bogoplevelsen

Billedbogen er et skoleeksempel på en kontrapunktisk billedbog, hvor billedsiden fortæller den barske sandhed, og teksten er Albertes fortælling. Den, der bliver fortalt på skolepsykologens kontor, hvis sidste (og teksttomme) opslag bliver brugt som udgangspunkt for fortolkningen. Fortolkningsmuligheder er nemlig noget, som denne fine lille billedbog besidder. Hvert opslag har et nyt lag, der kan bruges. Eksempelvis bruges det negative rum som en fysisk størrelse, når skolen beskrives, eller når forældrene skændes vises de blot i silhouet med et blomstret tapet som fyld. Et tapet, der både buges på bogens bagside og forskellige steder gennem bogen. Interessant detalje.

Mig og Glistrup, Søren Nordstrand, Allan Christian Hansen, Bogoplevelsen

Det er utroligt, hvor stor en fortælling, der kan fortælles med så lidt. Bravo!

Billedbogen kan – og skal – bruges i undervisningen. Både på folkeskoler men den finder også sin berettigelse på lærer- og pædagoguddannelser. Den har så mange lag, der skriger på fortolkning i et litterært perspektiv. Man vil uvilkårligt møde børn som Alberte på sin vej. Både som barn, voksen og professionel, og denne bog giver os et fælles sprog, så vi kan tale med børn om Danmark på vrangsiden. Derfor er den yderst oplagt til oplæsning fra femårsalderen.

Mig og Glistrup, Søren Nordstrand, Allan Christian Hansen, Bogoplevelsen

Denne lille, herteskærende perle fortjener vid udbredelse.

Læs “Mig og Glistrup” af Søren Nordstrand med illustrationer af Allan Christian Hansen, hvis du

  • professionelt formidler børnelitteratur
  • vil fortælle dit barn om livet
  • søger en billedbog med mange fortolkningslag.

Det er en vigtig bog, der tilbyder et sprog til samtaler om udsatte børn.

Søren Nordstrand og Allan Christian Hansen (ill.); “Mig og Glistrup”, Forlaget Arabesk, pris kr. 150

Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *