Lige nu og lige her: noveller fra Europa


Lige her, Lige nu, Bogoplevelsen, International Children's literature Hay Festival - Aarhus 39

Anmeldereksemplar 

36 fortolkninger af “at rejse” formidles med stor succes i disse to antologier. 

Der er historien om at få en lillesøster, om at flytte hjemmefra, om at finde urter på den anden side af bjerget. Der er også den om at søge et nyt navn, om at kysse sin bedste ven og om at finde hjem.

Kim Fupz skriver i forordet:

“Europa er en rodebukt, alle de flag, alle de stemmer, alle de sprog, alle de lande. Og der bliver skrevet historier i alle hjørner af vores kontinent. Når man læserne novellerne, åbenbarer alle forskellene sig selvfølgelig. (…) Så meget desto mere forbavsende er det, når det igen og igen sker, at man pludselig sidder og nikker genkendende til en historie fra et helt fremmed hjørne af Europa, hvor man aldrig har sat sine fødder.”

Og det er netop denne dobbelte følelse af indsigt og samklang, diversitet og ensartethed, som bogen afstedkommer hos læseren.

“Lige her” og “Lige nu” er en kakofoni af rejsebeskrivelser. Nogle er smukke, særlige og sælsomme. Men der er også grumme, grusomme og grimme fortællinger om rejser. Og igen brillerer dansk litteratur. Dy Plambecks fortælling om Blomsterkvarteret er en kærlighedserklæring til barndom og hjemstavn, mens Sanne Munk Jensen skriver nærmest Helle Hellesk om rejsen til Paris, og Sarah Engell spidder os med en rejse over middelhavet. Dermed ikke sagt, at de andre noveller har noget at byde på. Det har de i sandhed.

“Lige her” er skrevet til aldersgruppen 8-12, hvor “Lige nu” er henvendt til børn og unge i alderen 12-18. Bøgerne er smukke med de sorte silhouetter på to forskellige nattehimler. En gryende morgen med en ræv for de mindste og en mere dyster skumring for de ældre læsere. Det alene kan der lægges en tolkning i. Det er dog en skammelig synd, at de to bøger ikke har samme indbindning.

Bøgerne er udgivet da International Children’s Literature Hay Festival – Aarhus 39 kigger forbi – ja – Aarhus i 25.-29. oktober, hvor antologiernes forfattere også er med. Det kan vi glæde os til, mens vi tager på rejse ud i Europa med disse noveller.

Begge antologier er værd at læse, og alle novellerne har noget at byde på. Det handler om at læse dem og udvælge den/de novelle(r), som passer til dine elever og målene for undervisningen. Begge antologier ligger i sin fulde længde på Gyldendals danskportal, hvor der også er forløb til de danske noveller, hvis din skole har et sådan abonnement.

Læs “Lige her” og “Lige nu”, hvis du

  • søger nye, gode noveller
  • er interesseret i litteratur uden for Danmarks grænser
  • arbejder med at formilde børne- og ungdomslitteratur.

Det bliver spændende at se novellerne komme til live til oktober i Aarhus. 

“Lige nu” og “Lige her”, Gyldendal, 2017, set til kr. 229,95 pr. stk.

Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *