Jul i andre lande: en kalenderbog man bliver klog af

Jul i andre lande, Sofie Maria Brand, Rasmus Juul, Bogoplevelsen

Anmeldereksemplar

Sofie Maria Brand fortæller klogt og Rasmus Juul illustrerer med charme.

“Jul i andre lande” er den type af kalenderbog, man kan blive klog af. Vidste du f.eks. at i Rusland faster man i 40 dage op til jul, for så at spise 12 retter juleaften? Eller vidste du, at børnene får gaver 5. december i Holland af Sinterklaas og hans hjælper Skorstens-Piet? Hvad med at dagene mellem jul og nytår i Norge kaldes for romjul? Sådanne facts og meget mere strør denne fine og anderledes julekalenderbog om sig med. Den er til de børn (og deres voksne), som måske – hvis man spørger dem selv – er blevet lidt for store til at følge med i en julekaldender.

Jul i andre lande, Sofie Maria Brand, Rasmus Juul, Bogoplevelsen

“Jul i andre lande” består af 24 opslag med hver sit land fordelt over alle verdensdele, og bagerst i bogen er de fem store religioners højtider skitseret. Bogen kan læses helt klassisk med et opslag – et land – om dagen, men den kan også sluges i et eller bladres i og nydes plukvis. Det er under alle omstændigheder svært at begrænse sig, når man har åbnet for Brands facts og Juuls farverige illustrationer. Det starter allerede på forsidesatsen, hvor et verdenskort med små pile fortæller, hvilke lande, der skal besøges i bogen. Med oprigtighed og charme illustrerer Juul sig gennem julen i hele verden. Det er fyldt med små detaljer, verdenskort, globuser, karakteristika og faktabokse. Der foregår meget på hvert opslag, og det er spændende at gå på opdagelse i.

Jul i andre lande, Sofie Maria Brand, Rasmus Juul, Bogoplevelsen

Det er en herlig bog, som kan findes frem år efter år. Der er så megen fakta og viden, som vil forsøde enhver december. Den viser, hvor stor vores verden er med at fortælle om vores forskellige måder at fejre julen på. Særligt sympatisk fremstår afslutningen med højtider i de fem store religioner. Det er en bog, som lærer vores børn om tolerance, gennem illustrationen af vores forskelligheder. Den giver dem omverdensforståelse og indsigt – alt er ikke flæskesteg, brunede kartofler og gaver i overflod.

Læs “Jul i andre lande” af Sofie Maria Brand, hvis du 

  • er voksen, barn eller midt imellem 
  • elsker jul 
  • ikke nødvendigvis er til en julekalender med et narrativt forløb. 

Det er en dejlig bog, som kun kan anbefales. Til hjemmet, børnehaven, klassen og skolebiblioteket.

Sofie Maria Brand og Rasmus Juul (ill.), “Jul i andre lande”, Gyldendal, 2017, set til kr. 169,95



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *