Hvornår ved man, at der er en elefant i køleskabet?: 166 gåder

Hvornår ved man, at der er en elefant i køleskabet? Hélène Wagn, Sarah Wagn Møller, Rasmus Juul, Bogoplevelsen

166 gakkede gåder med tilhørende gakkede illustrationer. 

Hvordan kan man forhindre en hane i at gale mandag morgen? Hvad får man, hvis man krydser en brevdue med en papegøje? Hvorfor har giraffen så lange ben? Jo, nu skal du høre: Hvis du spiser hanen til middag søndag aften, er der ro mandag morgen. En brevdue og en papegøje bliver til en fugl, der kan spørge om vej, hvis den farer vild og giraffen ville ikke kunne nå jorden, hvis benene var kortere.

Nu ved du så det, men læser du videre i bogen, da kan du med et smil på læben, glimt i øjet og kløen i hovedbunden løse mange flere gakkede gåder sammen med Hélène Wagn og Sarah Wagn Møller. Der er nye gåder, gamle gåder og rebusser. Alle sammen understreget af Rasmus Juuls groteske illustrationer. På hvert opslag får Juuls illustrationer lov at fylde majoriteten af siden, dertil kommer en kæmpe overskrift og gåderne er tykt med forholdsvis små bogstaver på venstre side. Svaret på gåderne er placeret på højre side i lodret position. Barnet behøver således kun et opslag for at få stillet gåden, få svaret og samtidig få et billedligt udtryk af samspillet mellem disse.

Hvornår ved man, at der er en elefant i køleskabet? Hélène Wagn, Sarah Wagn Møller, Rasmus Juul, Bogoplevelsen

Juuls streg er grov og voldsom, ekspressiv. Men det gør ikke noget, for mange af gåderne er selvsamme. Det er virkelig et godt match med 2xWagn og Juul. De har tidligere (i 2015) lavet bogen “Så er den ged barberet”, hvor de sammen tog sig kærligt af ordsprog og vendinger, der involverer dyr. Disse to titler er lige vellykkede og rummer mange, mange muligheder for brug i undervisningen. “Hvordan ved man, at der er en elefant i køleskabet?” har på sidste opslag selv givet seks bud på anvendelse af bogen.

Børn elsker gåder og rebusser. Og de vil også elske denne fine, sjove og finurlige bog.

Læs “Hvordan ved man, at der er en elefant i køleskabet?” af Hélène Wagn og Sarah Wagn Møller med Rasmus Juul på illustrationer, hvis du 

  • vil bruge gåder i din undervisning
  • kender et barn, der elsker gåder
  • søger en bog, som I sammen i familien kan grine af. 

Bogen er vældig, vældig fin med sine skarpe farver, store illustrationer og sjove gåder. 

Hélène Wagn og Sarah Wagn Møller og Rasmus Juul (ill.), “Hvornår ved man, at der er en elefant i køleskabet?”, Gyldendal, 2016, set til kr. 249,95

(Bogen er tilsendt fra forlaget med henblik på anmeldelse – tak for det)



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *