Huset der vågnede: lækker, lækker, lækker billedbog

Huset der vågnede, Bogoplevelsen, Martin Widmark, Emilia Dziubak

Anmeldereksemplar

Med sit støvede og rustikke look borer “Huset der vågnede” sig lige ind i sjælen. 

Gamle Larson går en runde i sit hus for at lukke ned for natten (for livet?). I hvert rum møder han et minde fra en fjern fortid: en smuk malende og nu afdød kone, en dejlig kærlighedsfuld valmuemark, en natlampe der kærligt slukkes på et børneværelse, og ham selv som ung, vital og læsende på husets bibliotek. Men pludselig banker det på døren, og en lille dreng giver ham en blomsterkrukke med en endnu ikke spirende blomst. Larson skal passe blomsten, mens drengen er på ferie. Denne lille golde blomsterkrukke ændrer fuldkommen Larsons liv, og sammen med blomstens spiren, åbnes Larsons horisont.

Huset der vågnede, Bogoplevelsen, Martin Widmark, Emilia Dziubak

Det er en hyldest til livet, til kærligheden, til minderne. Men i sandhed også til håbet. Og døden. Måske. Smukke, smukke, smukke ord, der på fuldkommen magisk vis udvides, udbygger og forfines af de smukkeste illustrationer. For- og bagsidesatsen alene siger alt om bogens narrative forløb. Forsidesatsen viser Larsons hus alene på en sort, mørkt og regnfuld aften, mens bagsidesatsen viser huset en lys, solrig men stadig regnende dag. Fænomenalt arbejde – mit hjerte svulmer! Bogens opslag er opsat som et gammelt grynet fotoalbum, hvor siderne er gullige og kanterne på illustrationerne er rundede. Selv bogens omslag har en rustik overflade, der sender tanker tilbage til fortidens fysiske fotoalbums. Hvert “foto” har sin tekst, men ind imellem brydes denne rytme med illustrationer, der fylder hele opslaget eller opslag, der har mange illustrationer i træk, som viser bevægelse, handling. Det er disse steder, der åbner for fortolkning. Alle illustrationerne er i starten holdt i brune og gullige nuancer kun tilsat Larssons grå farve. Men dette brydes sammen med blomsten, der springer ud, og sidste opslag er formidabelt farvesprudlende.

Huset der vågnede, Bogoplevelsen, Martin Widmark, Emilia Dziubak

“Huset der vågnede” bliver solgt med titlen

“Billedbogsmagi for store og små” 

på bagsiden, hvilket på ingen måde er at tage munden for fuld. Det er virkelig en magisk bog. Jeg er ikke helt sikker på tolkningen, men det gør den bare til en sand fornøjelse at opleve med sit barn, og det gør, at den er værd at tage ned fra hylden igen og igen. Jeg tror nemlig, at tolkningen kan ændre karakter alt efter læserens humør.

Huset der vågnede, Bogoplevelsen, Martin Widmark, Emilia Dziubak

Bogen egner sig til dig selv, til en du holder af, til din undervisning, til en stormfuld nat, til dit tænksomme barn. Den er i sandhed værd at have i sin samling.

Læs “Huset der vågnede” af Martin Widmark og Emilia Dziubak, hvis du 

  • er til poetiske billedbøger 
  • gerne vil glædes ved livet
  • ønsker at dvæle ved smukke, smukke illustrationer. 

Det er i sandhed en billedbog for sig, der får betegnelsen billedbogsskat i min bogsamling. 

Martin Widmark og Emilia Dziubak, “Huset der vågnede”, Carlsen, 2017, set til kr. 229,95



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *