Himlen ville ikke have dig: en historie om rejsen over middelhavet

Himlen ville ikke have dig, Kåre Bluitgen, Bogoplevelsen, Dorte Bengtson

Anmeldereksemplar

Kåre Bluitgen fortæller om flygtninge for de yngste. 

En familie på flugt. Mod Europa. Nærmere bestemt mod Sverige. Et ukendt paradis. Men vejen dertil er svær, når far ikke kan samle sig og mors forsøger at dække og skærme. Men også når målet aldrig nås, og drømmen om at komme dertil gør det hele værre. Så må gamle legesager og historier findes frem som trøst og støtte, der kun virker i korte perioder.

Himlen ville ikke have dig, Kåre Bluitgen, Bogoplevelsen, Dorte Bengtson

“Himlen ville ikke have dig” er et fint lille vidnesbyrd om at være rodløs og barn. At være uforstående, forvirret og ensom. At mangle stabilitet og hverdag.

Bogen giver et roligt og naivt billede af flugten fortalt ud fra barnets vinkel. Den er tro mod barnet som jeg-fortæller, og derfor fungerer det fint med den forsigtige og forundrede fortællestemme.

Dorte Bengtson har illustreret bogen med enkle illustrationer, der fungerer til både historien og fortællestilen. Illustrationerne kunne være tegnet af bogens hovedperson som et vidnesbyrd på rejsen. Det er rigtig fint og meget autentisk. Bogens format er også velvalgt. Lille, kompakt og fortættet – præcis som protagonisten. Fin lille detalje.

Himlen ville ikke have dig, Kåre Bluitgen, Bogoplevelsen, Dorte Bengtson

Bogen egner sig både som selvstændig læsning i indskolingen og mellemtrinet alt efter barnets læsefærdigheder. Men den kan også bruges i højtlæsningssessioner, hvor den allerede kan bruges fra 5-6-årsalderen.

Den fortæller en vigtig historie uden at være eksplicit om alt det rigtig grimme, som flygtningekrisen også er. Derfor er den god og vigtig.

Læs “Himlen ville ikke have dig”, hvis du 

  • er omkring 8 år
  • søger en klog bog til højtlæsning 
  • vil fortælle om verden. 

Bluitgen fortæller ømt og omsorgsfuldt om at være et barn på flugt.

Kåre Bluitgen og Dorte Bengtson (ill.), Himlen ville ikke have dig, Alvilda, 2017, set til kr. 199.95