Er det ondt ikke at være sikker: Om at blive voksen

Lena Dunham, Er det ondt ikke at være sikker?, Bogoplevelsen

Anmeldereksemplar

Lena Dunhams dagbogsoptegnelser mister ærligheden og umiddelbarheden i oversættelsen.

I 2005 og 2006 nedfælder en ung, usikker og forvirret kvinde nogle fragmentariske brudstykker af sit liv. Disse fragmenter er nu udgivet i en lækker, lille lyserød sag, der præcis ligner noget, som er stjålet fra en teenagers nattebord.

Der bliver ikke lagt fingre imellem, og det er det hele, som vi får leveret. Sex, kærlighed, venskab, usikkerhed og alt derimellem. Skrevet i små korte afsnit under en dato. Det er smertende, det er genkendeligt, det er typisk:

“24/4/06

Jeg er ved at lære at bare fordi nogen er klog, sjov og god i sengen, betyder det ikke at de er søde”.

Bogen har to dele; dagbogsoptegnelserne og en indledning. Hvor sidstnævnte uden sammenligning er det bedste med sprogligt flow, overblik og vedkommende punchlines. Det er den 30-årige Lena, der kigger tilbage på den unge Lena på sin vej ind i tyverne. Hun lader hende fylde, mens hun hylder hende. For kunne den voksne Lena have skrevet indledningen uden disse små brudstykker? Tydeligvis ikke, og derfor får disse fragmentariske enkeltdele alligevel fylde og vigtighed. Som et skridt mod den Dunham, som vi alle kender i dag.

Lena Dunham er mit store forbillede. Den uafhængige, talentfulde unge kvinde med massiv succes – og selvironi. Hun er et vældig dedikeret menneske. Hun sætter sig selv på spidsen. Hun forventer noget af sig selv og sin omverden. Girls var (og er) en af mine favoritserier. Ærligt, kærligt og nødvendigt. Det er svært ikke at føle sig spejlet. Om det er i Hannah, Marni, Shos eller Jessa. Eller dem alle på en gang. Det er elskeligt – hun er elskelig. Hun er irriterende. Men det er netop denne dobbelthed, som faktisk det interessante ved hende.

Den her bog dog – den lægger sig i succesens slipstrøm. Den viser en spirende kunstner på sin vej, men sprogligt og indholdsmæssigt overbeviser den mig ikke. Det er uredigerede dagbogsoptegnelser med alt hvad hertil hører af komma- og stavefejl. Disse er så blevet oversat og fejlene er bibeholdt. Jeg ved ikke – det taber bare noget af charmen, når der eksempelvis står “fulle”, når der skal stå “fulde”. Jeg ved, at det er bogens præmis – det fungerer bare ikke i en oversættelse. Det virker forceret. Og der kommer en afstand på, der fravrister bogens charme. Det er svært at finde den rigtigte Lena Dunham. Fans af Dunhams “Girls” vil dog kunne genkende scener, personer og episoder i dagbogen. Læses dagbogen og Girls sammen, kommer serien til i endnu højere grad  at fremstå som et autofiktivt værk. Vældig interessant.

Måske Dunham er bedst i redigeret form – men ville hun være Dunham, hvis hun var alt for redigeret? Hendes store kæphest er insisteren på ikke at bruge retouchering på billeder taget af hende. Det hele er en spiral, der er svært at få hånd om, og igen kommer denne ambivalens til at være hendes styrke og svaghed.

Jeg ved ikke. Hun har ikke skræmt mig væk, men hun har ej heller overbevist mig. Og i forlængelse heraf er det nærliggende at stille spørgsmålet: “Er det ondt ikke at være sikker?”

Læs “Er det ondt ikke at være sikker?” af Lena Dunham, hvis du 

  • elskede Girls 
  • elsker (at hade) Dunham
  • ønsker at blive spejlet

Det er en fin lille bog til de trofaste fans, men den overbeviser hverken skeptikere eller nye følgere.

Lena Dunham, “Er det ondt ikke at være sikker?”, C&K Forlag, 2017, set til kr. 129,95 (Overskuddet går til Venligboernes kvindeprojekter)